Sådan formaner tegneseriefiguren, Bimmergøg, i Århus Amts nye trafiksikkerhedskampagne. Kampagnen skal få forældre til at spænde deres børn fast i sikkerhedsselen, hver gang børnene er med i bilen.
Det er syvende år, at Trafiksikkerhedsudvalget i Århus Amt gennemfører en selekampagne målrettet for børn i alderen 3-7 år.
Alle børn i børnehaver og børnehaveklasser møder Bimmergøg og den bedste bamse, Futtegris, i en ny historie om sikkerhedsseler. Sammen med historien får børnene et hørespil og et par klistermærker med hjem. Børnehaverne og skolerne får plakater til opslagstavlen og parkeringspladsen.
Det er forfatteren Lars Mering, som har skrevet historien om Bimmergøg og Futtegris, der kommer gruelig galt af sted i trafikken, men heldigvis ender historien lykkeligt alligevel. Peter Bay Alexandersen har tegnet historien og plakaten.
– Børn er ikke autoritetstro. De vil have en forklaring på alting, og i den nye trafikhistorie med Bimmergøg og Futtegris får børnene en forklaring på, hvorfor det er vigtigt at spænde selen hver gang, siger formand for Århus Amts Udvalg for Miljø og Trafik, Erik Poulsen (V).
– Historien med den uheldige Futtegris kan forhåbentlig give anledning til en god snak i familierne om nødvendigheden af at passe på sig selv og andre i trafikken. Børn er rigtig gode til at huske det de får fortalt, og derfor håber vi, at børnene kan være med til at minde forældre om også at spænde selen. Det handler nemlig ikke kun om at sikre sig selv. Man skal altid huske andre på selen, og det er faktisk bagtanken med kampagnen, at børnene skal huske andre på at bruge selen. Får vi lært børn, at de selv skal være fastspændte og dernæst alle andre i bilen også skal være det, så har vi nået målet med kampagnen, siger Erik Poulsen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof