Mere end 300 har allerede skaffet sig billet til forårets sidste store FOF-arrangement: Hvad med ansvarligheden? med børnespykolog Margrethe Brun Hansen torsdag den 8. juni kl. 19.00 i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Er det børnehavens ansvar, eller er det forældrenes ansvar? Eller er det en kommunal opgave at sørge for, at børnene har solcreme med i deres tasker her til sommer? Er det SFO’s, forældrenes eller skolens ansvar, at børnene får sund mad til frokost? Hvem er ansvarlig her? Hvem har ansvar for hvad? Det råbes der om i daginstitutionen, i skolen og i hele samfundet.
– Vores samfund råber på ansvarlighed. Råber på, at vi alle som personer, som institutioner og som organisationer gør os klart, at vi bliver nødt til at holde os selv og andre fast på vores personlige ansvar på en helt anden måde, end vi gør i dag, siger Margrethe Brun Hansen.
– Alt for ofte reagerer vi uansvarligt - vi fralægger os ansvaret. I foredraget vil jeg diskutere den måde, vi gør det på: Ved at bruge undskyldninger. Man fralægger sig ansvar ved at plante skyld hos andre. Eller man gør sig selv til offer. Man kan også være uansvarlig ved at være overansvarlig, servicerende eller iscenesættende. I stedet for at bruge så meget tid på at fralægge sig ansvaret, burde vi få en debat i gang i vores institution og skole. Hvorfor denne fralæggelse af ansvar, og hvilke krav eller forventninger kan forældre stille til en daginstitution eller skole? Og omvendt: Hvad kan institutionen og skolen stille af krav til forældrene? udtaler den kendte børnepsykolog.
Margrethe Brun Hansen er uddannet pædagog og cand. psych. Er aktuel på TV2’s programserie »Forældre forfra«. Har i 1998 udgivet »Rød stue kalder« på Gyldendal, i 2001 »De kompetente forældre« på Aschehoug og i 2004 som medforfatter på »Velkommen i daginstitutionen!« på Dansk Pædagogisk Forum.
Kilde: Grenaa Bladet
sof