Der vil være masser af 60’er-stemning på Djurslands Museum i Grenaa i forbindelse med Open By Night på fredag den 2. juni. Og gratis adgang hele aftenen tilmed.
 Djurslands Museum i Grenaa byder på masser af 60’er stemning i forbindelse med Open By Night på fredag. På billedet foroven ses en rigtig 60’er stue.
Markus-gavlen på Østergade 20 i Grenaa er blevet »genoptrykt« i muséets radioudstilling.
|
Frimærkeklubben viser 60’er frimærker. Axel Kondrup underviser i bedste 60’er stil i skolestuen. Marx Jøns render rundt og leger Elvis. Per Møller med flere fortæller om 60’er radioer i radioudstillingen. Meget apropos radiofabrikken Bella fra Krøniken.
I forhallen vises en udstilling med borddækning og madvarer - en fortælling om hjemmet og husholdningen i 1960’erne - og i museumsgården vil man kunne se motorcykler, Corvetter og en flot restaureret bus fra 60’erne. Herunder information om turistbuskørsel på den tid. »Banestyrelsen« på muséet sørger endvidere for at Djurslands Museums flotte togbane kører hele aftenen. En pladeudstilling med vinyl-plader fra 60’erne vil man også forsøge at stable på benene på muséet. Sidst men ikke mindst vil muséet genlyde af 60’er musik. I den forbindelse har muséet fået den lokale duo »Per & Steven« til at kigge forbi.
Markus Radio
På muséets radioudstilling kan man blandt andet indhente oplysninger om en forretning i Grenaa, der var særdeles kendt i netop 60’erne, men som ikke ret mange mennesker under 40 år har nogen som helst erindring om i dag. Resterne af et gavlmaleri på ejendommen Østergade 20 i Grenaa fortæller en lille flig af historien. Gavlmaleriet på Østergade 20 er udført af malerfirma Herluf Hansen, Aagade 17 i Grenaa i forbindelse med, at Markus Radio flyttede ind i den nye biografbygning lige efter indvielsen i 1956. Det var indehaveren, ingeniør Markus, der fik idéen. Han fik navnet malet med en pil, der pegede ned mod forretningen. Med tiden falmede billedet, og en ny og lidt anderledes reklame blev malet oven på den gamle. Efter at Markus Radio i begyndelsen af 70’erne flyttede til Nørregade, blev det hele overmalet med en neutral farve. Siden er denne farve blevet bortvasket af vejr og vind, således at såvel den ældste som den nyere reklame er blevet synlige. Det har Djurslands Museum udnyttet i sin radioudstilling, hvor Markus-gavlen er blevet rekonstrueret på en væg.
Kilde: Grenaa Bladet
sof