Selvhjælps-butikken er også med
i Open By Night fredag d. 2. juni
– Kom og vær med i en lille udfordring. Måske bliver det dig, der får et diplom denne aften!
Således lyder opfordringen fra Hjælp til Selvhjælp Djursland i forbindelse med Open By Night på fredag den 2. juni. Der vil blandt andet være musikalsk underholdning af Fritz og Robert foran Selvhjælps- butikken i Storegade (billedet). I løbet af aftenen vil man også kunne møde de frivillige bag butikken i gaderne, hvor de vil uddele den kendte blå folder, som folk blot kan putte i lommen/tasken og nærlæse derhjemme.
– På en glad aften - som Open By Night jo er - vil vi ikke opholde folk omkring vores arbejde, men blot forsøge at synliggøre os selv på en stille og rolig måde, så flest mulige får kendskab til vores tilbud om »hjælp til selvhjælp«, siger Gerda Svendsen fra »Hjælp til Selvhjælp Djursland«, og hun fortsætter:
– Man kan altid henvende sig i vores åbningstid eller ringe. Så fortæller vi gerne mere. Man kan også kigge ind til os i Sundhedsugen (uge 23 - red.), hvor vi holder ekstra åbent, slutter Gerda Svendsen, som i øvrigt henviser til »Hjælp til Selvhjælp Djurslands« annonce andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge.
Kilde: Grenaa Bladet
sof