Hér på Redaktionen har vi altid savnet et sted, hvor man – ikke mindst om sommeren – kan høre noget god musik, der ikke bare er (undskyld udtrykket) ”røvballemusik”. I mange år har den eneste kvalitetsmæssige oase i sommerlandet været Gjerrild Kræmmermarked, men minsandten om nu ikke Bønnerup byder sig til med et musiksted, der har åbent flere gange om ugen!
Café Knoblauch hedder stedet, og caféen ligger dér, hvor Stig Korsholm i flere år havde åbent keramikværksted. Nu er det blevet overtaget af en velkendt ildsjæl fra lokalområdet, Steen Knoblauch fra Tranehuse, der sammen med familie og venner har knoklet i lang tid for at blive klar med den nye café.
”Kvalitet på alle hylder” lyder konceptet for den nye café. Hos Knoblauch`s er man nemlig opsatte på, at alt skal være en speciel nydelse lige fra musikken over maden, som ”Bønne” Leedgård står for, og de tilhørende drikkevarer. I baren satses der fra starten på et kæmpeudvalg af rom fra hele verden og velsmagende belgiske fadølsmærker.
Det er en gammel drøm om at være musikvært på sit eget sted, der har fået Steen Knoblauch til at kaste sig ud i det store projekt, det er at starte et sådant sted – og så i Bønnerup, hvor publikum bestemt er der om sommeren, hvorimod vinterhalvåret er meget stille. Det er altså noget af et sats, han hér gør.
Lige fra starten har han været godt hjulpet, idet både fruen, Helle Knoblauch, og deres børn spiller særdeles aktive roller både i opbygning og i det videre forløb med caféen. Helle står for den flotte indretning, mens sønnerne Simon og Aske er på banen både som medlemmer af husorkesteret og med at udbygge og vedligeholde caféens hjemmeside.
Sammen med sangerinden og veninden Vibeke Hytte danner de husorkesteret, der kommer til at bære en del af aftenerne, i alt fald i den vanskelige opstartsfase den første sommer. Ind imellem er det så planen at præsentere dygtige, håndplukkede musikere for publikum, og der er allerede lavet de første aftaler med bl.a. Niels Skousen og et engelsk band. De vil blive annonceret på hjemmesiden, efterhånden som de bliver programsat.
Og hér på Netavisen vil vi følge nøje med i, hvad der sker på Café Knoblauch, for det er ikke hver dag, der åbner en musikcafé i Nørre Djurs!
Følg i øvrigt selv med på:
www.cafeknoblauch.dk!
For resten holder de da Åbent Hus-åbning på lørdag d. 10. juni, hvor der i forvejen sker en masse i Nørre Djurs. Men alligevel håber og tror de på, at der kommer et par hundrede mennesker, når de slår dørene op mellem kl. 13 og 17. Og de vil gerne se endnu flere!
Skrevet af Rex
Kilde: Rex
sof