Sammenlægningsudvalget i Syddjurs Kommune har på sit møde den 22. juni besluttet at videreføre Djurslands Udviklingsråd og anbefaler erhvervet, at der etableres et samlet Djursland Erhvervsråd. Det samme gør Sammenlægningsudvalget for Norddjurs Kommune.
På sit forrige møde den 1. juni 2006 besluttede Sammenlægningsudvalget i Syddjurs at udsætte beslutningen om videreførelse af Djurslands Udviklingsråd og det underliggende Djurslands Erhvervsråd. Sammenlægningsudvalget ønskede den gang en belysning af sammenhængen mellem et samlet erhvervsråd og erhvervsstrategien for Syddjurs Kommune.
Hvis erhvervslivet vælger at støtte et samlet Djursland Erhvervsråd, anbefaler et samlet Sammenlægningsudvalg nu, at der etableres et lokalt erhvervsforum for Syddjurs. Det lokale erhvervsforum skal kunne sparre med kommunen om udviklingen af Syddjurs Kommunes erhvervsprofil.
Formand for Sammenlægningsudvalget Vilfred Friborg Hansen (S) udtaler:
– Jeg er glad for at der nu er taget en beslutning i denne sag. Beslutningen giver både mulighed for en strategisk koordinering af erhvervsfremme på hele Djursland og udviklingen af en lokal erhvervsprofil. Under udviklingsrådet har Djurslands Erhvervsråd indtil nu fungeret som et samlet erhvervsråd for Djursland med Rosenholm uden for samarbejdet.
– Hvis vi skal have en god udnyttelse af vores midler til erhvervsudvikling, er vi nødt til at se Djursland som en samlet region, og ikke konkurrere mellem nord og syd. Med et samlet erhvervsråd kan man støtte de bedste projekter ud fra en samlet prioritering, siger Vilfred Friborg Hansen.
Lokalt vil der være mulighed for at etablere selvstændige erhvervsklubber under Djurslands Erhvervsråd, hvis man ønsker det. Udgangspunktet for en erhvervsklub kan være tidligere lokale erhvervsråd eller projekter og vidensparker.
– Det er vigtigt at strukturen også giver plads til lokale ildsjæle, sådan at vi bevarer dialogen med de lokale kræfter. Rosenholm har for eksempel gjort en stor indsats lokalt, og den må vi ikke tabe på gulvet, siger Syddjurs’ 1. mand.
For at sikre forankring i erhvervslivet anbefaler Sammenlægningsudvalget at bestyrelsen for Djurslands Erhvervsråd udpeges på en generalforsamling og ikke af kommunerne. Det er op til erhvervet selv om embedsmænd eller politikere eventuelt deltager på møderne. Djurslands Udviklingsråd fortsætter som hovedorganisation med de samme organisationer tilknyttet, det vil sige: Djurslands Erhvervsråd, Destination Djursland, Grønt Netværk, Djurslands Transportråd og Kompetencerådet på Djursland.
Kilde: Grenaa Bladet
sof