Tak til
 






  
05/05 2023

Djurslands Bank fortsætter fremgangen: 40 mio. kr. af det forventede årsresultat på 55-65 mio. kr. er indtjent i 1. halvår!

Djurslands Bank kom i årets første halvår af 2006 ud med et overskud på 39,8 mio. kr. før skat. Resultatet er skabt på grundlag af en stigning i forretningsomfanget på 18% - dels med bestående kunder og dels fra en stabil tilgang af nye kunder til bankens 20 afdelinger på Djursland og i Århus.

Bankens over 12.000 aktionærer - hvoraf hovedparten også er kunder i banken - kan glæde sig over, at resultaterne har medført en stigning i aktiekursen på over 20% alene i 2006.
En meget væsentlig årsag til det flotte overskud skyldes de meget gunstige samfundskonjunkturer med høj beskæftigelse, relativ lav rente samt et markant opsving i specielt byggebranchen.
– I bankens markedsområde på Djursland og i Århus er der stor optimisme at spore. De private kunder køber, bygger om og investerer i det hele taget i boligen og fritidshuset i et omfang, som vi skal meget langt tilbage for at huske. Når erhvervsvirksomhederne så samtidig udnytter den igangværende højkonjunktur til at investere i udvidelse og effektiviseringer af produktionsapparatet, så kan vi mærke det i den lokale bank, fortæller bankdirektør Ole Bak fra Djurslands Bank.
Bankens udlån er steget 24% igennem det seneste år, og heraf kan cirka 2/3 henføres til erhvervsvirksomhederne. Den resterende 1/3 er udlån til privatkunderne, specielt til boligformål, hvor det store hit blandt kunderne er bankens fleksible Ejendomslån. Et andet hit blandt kunderne, fortæller Ole Bak, er bankens kundepakker.
– Vi lancerede sidste år vores nye VærdiPlus-kundepakke. Den giver kunder med over 50 aktier i Djurslands Bank en række attraktive fordele, hvis de samler de finansielle forretninger i banken. Vi har haft stor succes med VærdiPlus. Først og fremmest kan kunderne glæde sig over Værdi- Plus-pakkens mange rabatter og gratisydelser samt en af Danmarks bedste lønkonti. Herudover har de mange nye aktionærer også mærket fordelen ved at være medejer af en bank med gode resultater, uddyber Ole Bak.
Den store interesse for kundepakkerne har været med til at øge aktiviteterne i Djurslands Bank - og har dermed bidraget til 1. halvårs gode resultat. Bankens samlede balance er forøget til i alt 4,7 mia. kr., svarende til en stigning på 18% i forhold til ultimo halvåret 2005. Det samlede indlån i Djurslands Bank er vokset med 17%.
– Det er en stigning, vi er meget tilfredse med. I banken vil vi have balance i tingene. Når udlånene stiger kraftigt, vil vi gerne have en tilsvarende stigning i indlånene, og det er i store træk lykkedes for os, siger Ole Bak.

Pensionsopsparing i markant vækst
En af hovedårsagerne til indlånsstigningen stammer fra en markant vækst i pensionsopsparingen. Indbetalingerne til kapital- og ratepensioner ligger godt 100% over samme periode sidste år. I Djurslands Bank mærkes det tydeligt, at de politiske beslutninger om ændring af efterlønnen og debatter om velfærdsreformen har øget interessen for selv at have fokus på pensionsopsparingen. De kraftige kursudsving på den danske og de internationale børser har sat sine spor i bankens halvårsregnskab. I første halvår oplevede Djurslands Bank markant vækst i antallet af værdipapirhandler. I første kvartal medførte de stigende aktiekurser en øget interesse for investeringsområdet, og da kursfaldene satte ind i 2. kvartal, opstod en næsten tilsvarende interesse for omlægninger og justeringer af værdipapirbeholdningerne. Den øgede handel med værdipapirer og kapitalforvaltning er langt den væsentligste årsag til halvårets stigning i gebyrer og provisioner på 5,1 mio. kr. En del af bankens almindelige gebyrer er faktisk faldet, bl.a som følge af gebyrfritagelsen på de nye kundepakker. Den stigende obligationsrente og de faldende aktiekurser har imidlertid også påvirket bankens halvårsresultat på en anden regnskabspost. – I banken er vi meget tilfredse med, at det er lykkedes at komme ud af halvåret med et lille plus på kursreguleringer, fastslår Ole Bak. – Men set i forhold til første halvår af 2005, hvor vi havde en positiv kursregulering på godt 18 mio. kr., er det vanskeligt at opnå et samlet halvårsresultat på samme niveau. Ole Bak glæder sig derfor over fremgangen i den basale bankdrift på 12,3 mio. kr., - en stigning på 45% i forhold til halvårsresultatet i 2005. Tabskonto i plus!
I 1. halvår har banken kunnet tilbageføre 7,4 mio. kr. fra tabskontoen. Udviklingen skyldes en meget positiv udvikling i enkeltengagementer, således at banken har kunnet tilbageføre nogle af de tidligere foretagne nedskrivninger. Generelt har vi meget solide kunder, og når så samfundskonjunkturerne trækker i samme positive retning, ser vi for tiden ikke ret mange nye tab, siger Ole Bak.
Bankens omkostninger vokser med 14%, hvilket primært skyldes, at banken har ansat 9 nye medarbejdere siden marts 2006. Djurslands Bank har nu 186 medarbejdere på Djursland og i Århus.
– 1. halvårs resultat før kursreguleringer og skat på 39,5 mio. kroner ligger over det forventede niveau. Efter 1. kvartal opjusterede vi forventningerne til et overskud på 55 til 65 mio. kr. før kursreguleringer og skat. Det fastholder vi indtil videre. 1. halvår har været usædvanligt godt, men den let stigende rente samt den meget høje oliepris kunne godt bevirke en lidt mindre optimisme i 2. halvår, afslutter en ellers meget tilfreds bankdirektør.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam