|
De to lokale regionsrådsmedlemmer, Gert Schou (S) og Alice Espeholt (V), lagde således også deres stemmer til forliget. Samlet set får Region Midtjylland i 2007 et driftsbudget på 20 milliarder kr. Hertil kommer anlægsudgifter på i alt 720 millioner kr.
Regionen dækker det midterste Jylland, fra kyst til kyst, og får som sin absolut største opgave, at drive sygehuse til glæde for sine borgere. I budgettet er der - inklusive administration og anlæg - sat 18 milliarder kroner af til den opgave. Til regional udvikling rummer budgettet derudover 431 millioner kroner. Regionens tredje hovedopgave - drift af 55 sociale institutioner - er finansieret via kommunerne, der køber pladser hos regionen. Budgettet til den opgave fastlægges i en særskilt rammeaftale mellem kommuner og region.
– Vi har i foråret indgået en aftale med regeringen, og den ramme agter vi at anstrenge os til vores yderste for at holde, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Bent Hansen peger på, at realvæksten i økonomiaftalen for 2007 udgør 1 1/2 pct., hvilket kun er ca. halvdelen af den gennemsnitlige årlige vækst igennem de seneste 10-15 år.
– Derfor er det vigtigt, at der med forårets aftale også var enighed med regeringen og Danske Regioner om at følge udviklingen i udgifter og aktivitet på sundhedsområdet tæt. Samtidig blev det aftalt at tilføre sundhedsområdet flere ressourcer, hvis aktiviteten stiger mere end forudsat, siger Bent Hansen.
– Vi skal balancere mellem stigende efterspørgsel efter vores ydelser på den ene side og begrænsede offentlige budgetter på den anden side. Det kræver, at vi tilrettelægger arbejdet stadig mere effektivt og forenkler mest muligt. Selvfølgelig i behørig respekt for, at vi både ønsker effektiv drift og gode, sunde arbejdspladser til gavn for medarbejdere og brugere, siger Bent Hansen.
Han nævner som et eksempel, at Region Midtjylland nu går i gang med at analysere organisationen på løn- og personaleområdet for administrative forenklinger efter den fusion, Region Midtjylland er et resultat af.
– På IT-siden er det besluttet at samle hele regionens IT-område i én organisation, så vi også på dét område kan servicere borgerne bedst og billigst, siger regionsrådsformanden.
Budgetforliget rummer ud over selve budgettet en række hensigtserklæringer vedrørende initiativer, som partierne er enige om skal fremmes de kommende år. |