|
– Den nye regionslægevagt kombinerer de bedste ting fra de eksisterende vagtordninger i de 4 amter, der fra 1. januar indgår i Region Midtjylland. Med ensamlet regionslægevagt får borgerne tilbudt størst mulig ensartethed i lægernes vejledning, undersøgelse og behandling - uanset hvor patienterne bor i Regionen, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
– Borgerne skal, når de har behov for akut lægehjælp udenfor egen læges åbningstid, ringe til et fælles telefonnummer, som omfatter hele regionen. Borgerne skal altid kontakte lægevagten telefonisk. De visiterende læger vil så hurtigt og kompetent vejlede patienterne, og hvor der er behov for akut at blive tilset af en læge, vil patienten blive henvist til et konsultationssted tæt på patientens bopæl eller i særlige tilfælde få besøg af lægen, siger Bent Hansen.
Til at betjene borgerne er der etableret konsultationssteder på otte sygehuse, hvor der vil være fastbemandede lægevagter. Det drejer sig om Horsens, Randers, Århus, Silkeborg, Viborg, Skive, Herning og Holstebro. Men der vil også være mulighed for at blive tilset af en læge, når der er behov for det på sygehusene i Grenaa, Ringkjøbing, Lemvig og Tarm.
– Den nye Regionslægevagt forventes at få omkring 600.000 henvendelser om året. Den nye vagtlægeordning skal sikre en rimelig service overfor regionens borgere. Region Midtjylland og de praktiserende læger har aftalt en hensigtserklæring om indførelse af servicemål, som skal medvirke til, at borgerne kommer til at opleve rimelige ventetider ved telefonisk henvendelse, ventetid i konsultationen og når de får sygebesøg i hjemmet, siger Bent Hansen.
Regionslægevagten udstyres med moderne tekniske faciliteter, som skal medvirke til en hurtig og smidig kontakt til, og behandling af, patienterne. For at sikre en effektiv tilrettelæggelse af sygebesøgene vil lægerne blive tilbudt en kørselsordning. I aftalen med de praktiserende læger forventer Region Midtjylland samme udgiftsniveau som i de tidligere amtslige vagtordninger, svarende til godt 160 mio. kr. årligt. |