|
Og forehavendet må siges at være lykkedes til fulde. Responsen fra kunderne har da også været derefter.
– Vi er bare så lykkelige for det resultat, som vi er nået frem til. Og noget kunne tyde på, at vi godt kan tillade os at være både stolte af og tilfredse med vores fælles anstrengelser, for vi er blevet overøst med positiv respons. Det har virkelig været overvældende, og man ta’r sig i at blive helt rørt over de mange roser, som vi har fået. Det kan næsten ikke beskrives med ord, siger Hanne Sørensen.
Butikkens udseende, sortimentet, kvadratmeter-pladsen - alt har fået et løft med flytningen, og Hanne Sørensens tanker og idéer med butikken - inden man gik i gang med ombygningen - er blevet opfyldt i en grad, som hun på forhånd ikke havde troet mulig.
– Det er blevet intet mindre end fantastisk, og jeg glæder mig simpelthen til at komme på arbejde hver eneste dag - nærmest som et lille barn. Mit personale har det på samme måde, og det smitter naturligvis af på stemningen i butikken. Og sådan skal det også være. »Stagen« skal ose af hygge og harmoni, og vi har faktisk kunder, der kommer langvejs fra for at opleve stemningen i butikken. Eksempelvis helt fra Fredericia - en mor og en datter - som fra tid til anden tager på en »Stagen«-tur, som de kalder den. De har ikke været i den nye butik endnu, så jeg glæder mig naturligvis helt vildt til at præsentere den for dem, når de kommer næste gang, siger Hanne Sørensen. Over 20 m2 ekstra
Arealmæssigt har »Stagen« fået over 20 ekstra m2 at gøre godt med, og det er blevet udnyttet til dels at udvide sortimentet, og dels ved at præsentere de enkelte varegrupper på en bedre og mere hensigtsmæssig måde, end der var mulighed for i Østergade 14.
Åbningssalget blev skudt i gang torsdag den 12. oktober, mens receptionen blev afviklet lørdag den 14. oktober. På selve åbningsdagen den 12. oktober blev Hanne Sørensen og hendes to ansatte - Brit Husum og Sanne Sjørup - nærmest blæst omkuld af kunderne. Der måtte således tilkaldes assistance fra familie og venner for at man i det hele taget kunne følge med i butikken.
– Det var hektisk, men på den fede måde, for alle vores drømme, håb og forventninger blev opfyldt med dette brag af et åbningssalg - og fulgt op med masser af positiv opmærksomhed to dage senere ved receptionen. Det var simpelthen to kanon-dage, siger Hanne Sørensen, der kalder hendes nye butik for »mit andet hjem«.
På sortiments-siden sker der hele tiden nye ting i »Stagen«, og Hanne Sørensen oplever blandt andet, at der dukker flere og flere mænd op i butikken også. Fra tid til anden kører man også vinsmagning og øl-smagning i butikken, der eksempelvis forhandler øl fra det anerkendte Fur Bryghus, og det er ikke mindst for at tilgodese den voksende mandlige interesse for butikkens sortimentet.
– Det er vigtigt at følge med tiden og tidens trends. Sortimentet skal rumme både stilen fra gamle dage og high-tech-stilen, og vi kan godt mærke, at det ikke længere kun er kvinder, der går op i boligindretning og -stil. Flere og flere mænd interesserer sig for boligindretning, og det er jo kun dejligt, siger Hanne Sørensen, der synes at relanceringen af »Stagen« ikke kunne være timet bedre - her op til julehandelen. Man finder da også en hel afdeling i butikken med juleting.
– En anden vigtig ting for os er, at vi gør alt for at hjælpe vores kunder. Gave-indpakning er også noget vi gør rigtig meget ud af, og vi gør os i det hele taget store anstrengelser for, at vores kunder - som vi nærmest betragter som familie - får en god og positiv oplevelse hver gang de træder ind over dørtrinnet, slutter Hanne Sørensen. |