|
Aftalen er kommet i stand i løbet af sommeren og betyder, at den store ejendom/grund nu vil undergå en omfattende forandring, hvor der sættes turbo på udviklingen af eksisterende bygninger/arealer til butiksarealer, kontorlokaler, boligbyggeri med mere. Herunder det nye Kvickly varehus, der får til huse i en arkitektonisk spændende bygning med gode parkerings-faciliteter.
– Det er utroligt glædeligt og et skulderklap til medarbejderne i Grenaa, at investeringen gennemføres, for det vil give os perfekte rammer. Vi bliver blandt de udvalgte varehuse i Kvickly-kæden, der nu kommer med i fremtidens varehuskoncept, siger varehuschef John Sørensen, der afløste Bjarne Bach i chefstillingen tidligere på året.
Formanden for Kvickly Grenaa, Niels Erik Iversen, supplerer: |
Formanden for Kvickly Grenaa, Niels Erik Iversen, forventer, at et helt nyt Kvickly-varehus vil trække endnu mere handel til Grenaa fra hele Djursland. |
|
– For byen betyder dette nye tiltag ganske meget, for det vil givet trække flere mennesker til byen fra et større område. Samtidig er det et signal om, at Kvickly Grenaa er inde i så positiv en udvikling, at Coop Danmark vil gennemføre så stor en investering, som der her er tale om. I bestyrelsen har vi længe kæmpet for bedre faciliteter, så vi er meget glade for beslutningen, siger Niels Erik Iversen.
I firmaet bag udviklingen af GD-grunden, det rådgivende ingeniørfirma Jørn Tækker A/S, er man selvsagt også glad for, at der nu er kommet »hul på bylden«.
– Vi har med lejeaftalen med Kvickly fået et »anker« på plads på GD-grunden, og vi er fulde af optimisme omkring mulighederne på arealet og udviklingen af ejendommen i øvrigt. Vi har kontakt til flere mulige lejere til lokaler i ejendommen, og arbejder desuden på et imødekomme en øget interesse for potentielle lejere, der ønsker at drage fordel af en placering i tilknytning byens nye store Kvickly-varehus, siger direktør Søren Krarup Hansen.
En totalentreprenør til dette store byggeprojekt er der blevet valgt, og de nødvendige kontrakter underskrevet. Hvis alt går vel skal det nye varehus åbne inden julehandelen for alvor begynder i 2007. Det nye varehus vil blive indrettet med en række nye elementer, hvor der er særlig fokus på områder som: Slagterafdelingen, frugt og grønt, en specialafdeling for verdensmad og for økologi og indenfor nonfood kommer der blandt andet en stor afdeling for underholdning med musik, spil og bøger.
Baggrunden for at Kvickly ønsker at flytte fra sin nuværende adresse i Nørregade er, at der ikke er muligheder for at udvide varehuset.
– Bygningen er blevet 40 år gammel efterhånden, og er lidt slidt i krogene. Lager-faciliteterne og p-plads-forholdene er bestemt heller ikke optimale, og vi har derfor længe gået og sukket efter en løsning, der vil give såvel kunder som medarbejdere en mere moderne og tidssvarende butik. Den løsning har vi nu fundet på GD-grunden, og vi glæder os allesammen helt vildt til at slå dørene op til et topmoderne Kvickly-varehus om et års tid, siger Niels Erik Iversen. |