|
– Beregninger, bl.a. HFI's modelskole, viser, at det nuværende taxameter på HHX ganske enkelt ikke er tilstrækkeligt til at sikre en undervisning på et forsvarligt niveau. Da økonomien på HHX og HG/EUD på mange handelsskoler kan betragtes som en helhed, får den utilstrækkelige økonomi på HHX også alvorlige følger for undervisningen på HG/EUD, udtaler lærerkollegiet, og fortsætter:
– Lærerne på landets handelsskoler har været meget tålmodige, skønt vores hverdag med store klasser på op til 34 elever, valgfag, der ikke oprettes, efteruddannelse, der underprioriteres og generel dårlig økonomi, viser os, at HHX-taxameteret er for lavt. Dette harmonerer meget dårligt med regeringens krav om, at de fleste unge mennesker skal gennemføre en ungdomsuddannelse - for fremtiden 95% af en ungdomsårgang! Bertel Haarder har gentagne gange udtalt, at »hans hjerte banker for handelsskolerne«. Det har hans hjerte tilsyneladende gjort i mange år, men vi efterlyser nu mere kontante resultater af Bertel Haaders påståede venlige følelser for handelsskolerne i form af et forhøjet HHX-taxameter. Vi synes selv, at vi gør en brav indsats for at få hverdagen til at hænge sammen. Men vi frygter, at mange års udsultning af handelsskolerne vil sætte sig alvorlige spor i form af stigende frafald hos eleverne og et generelt dårligere læringsmiljø. Rammerne for undervisningen er simpelthen blevet for dårlige, slutter lærerkollegiet på Grenaa Handelsskole. |