|
Mark-PiberEn markpiber er ikke en museart, sådan som man kunne tro. Det er heller ikke et landbrugsværktøj…
Derimod er markpiberen den fugl, som Norddjurs Kommune har fået særlig forpligtigelse til at passe på via en nytårshilsen fra miljøminister Connie Hedegaard.
Markpiberen lyder som et lille skarpt ”Tjilp”, lidt højere end en gråspurvs.
I Danmark forekommer Markpiberen næsten udelukkende i åbne, tørre og sandede klitter nær kysten, og yngler som et af de få steder i landet på Anholt. Ved den seneste optælling i 1993 var der 8-10 par på øen og muligvis 1-2 par ved Fornæs nord for Grenaa.
Fra at være fundet i store dele af Kattegat-området er der nu kun få tilbageværende regelmæssigt anvendte ynglepladser i landet, og arten er akut truet i Danmark. Da artens levesteder ofte benyttes af mennesker til rekreative formål, er forstyrrelser den væsentligtste årsag til artens tilbagegang.
Fuglen overvintrer i Afrika og på den Arabiske Halvø, men lever i Danmark fra maj – september. Fuglen lever af insekter. Borgmester Torben Jensen udtaler:
”Vi er opmærksomme på og er stolte over Norddjurs Kommunes naturværdier. Markpiberen er blot en af de arter, som vi vil gøre en særlig indsats for at beskytte, og vi vil gøre, hvad der står i vores magt for at løfte de natur- og miljøopgaver, der nu er overgået fra amterne til kommunerne. Vi vil gerne medvirke til, at Danmark når målet om, at tab af biologisk mangfoldighed skal stoppes senest i 2010.”
De sidste små ynglebestande bør beskyttes mod færdsel og forstyrrelse. Der kræves sandsynligvis ikke særligt omfattende restriktioner, men arten må beskyttes mod nedtrampning af rederne og mod, at badegæster lejrer sig for tæt ved rederne.
Derfor kan f.eks. indhegning af de erfaringsmæssigt mest benyttede redeterritorier formentlig sikre den nødvendige beskyttelse. Markpiberen er rødlistet som sjælden.
|