|
Grenaa Bladet har også uden held gentagne gange prøvet at komme i kontakt med firmaet og dets ejer for at få en forklaring, men han er som sunket i jorden.
Den 98-årige kvinde var tydeligvis vred, da hun forleden - efter fire dages snekaos - trådte ind på Grenaa Bladets kontor og fortalte historien om, hvordan hun er blevet svigtet af det pågældende firma, som hun havde skrevet kontrakt med vedrørende udførelse af snerydning ved sit hus.
Hun lagde en masse papirer på bordet som beviser på, at hun via sin bank, Danske Bank, rettidigt har betalt firmaet 400 kr. for den snerydning, der aldrig kom, og den af firmaejeren underskrevne kontrakt med lovning på rydning af sne.
– Jeg har masser af gange ringet til firmaejeren for at klage, men der er blot sat en telefonsvarer på. Jeg synes, det er uforskammet at snyde pensionister på den her måde. Jeg føler mig bedraget, og der må være andre, som har været udsat for det samme. Han er en svindler, der bruger de gamle som ofre og lader dem helt i stikken. Det er gement, og det er en sag, som der bør sættes politi på, siger den 98-årige kvinde til Grenaa Bladet.
Hun ønsker at være anonym, men hendes navn og adresse er Grenaa Bladet bekendt.
Hun kom i kontakt med firmaet ved at udfylde en kupon fra firmaet i bladet og herefter indsende kuponen til den opgivne adresse. Kontrakten
I den kontrakt, som firmaejeren har underskrevet vedrørende den 98-årige, og som Grenaa Bladet er kommet i besiddelse af, står der bl.a.:
»Kontrakten gælder for snerydning på alle dage, inkl. søn- og helligdage. Alle dage udføres arbejdet inden kl. 9 og ved behov flere gange pr. dag. Der glatførebekæmpes i glat føre uden snefald. Der ryddes fortov og gang til post og skraldespand og glatførebekæmpes. Kontrakten løber fra 15. december 2006 til 15. december 2007, begge dage inkl. Gyldigheden forudsætter, at præmien er betalt rettidigt. Prisen er 400 kr. pr. år inkl. moms. Beløbet skal være os i hænde senest 20. december 2006 og indsættes på Amager Banks konto eller pr. check. Ved indbetaling oplys vej og husnr«. Abonnentens telefonsvarer fyldt
Grenaa Bladet har gentagne gange ringet til det telefonnummer, som firmaejeren har opgivet i kontrakten, og hver gang lyder beskeden: »Abonnentens telefonsvarer er fyldt«.
Vi henvendte os så til TDC’s oplysning, der kunne fortælle, at den pågældende firmaejers navn ikke er registreret på den på kontrakten opgivne adresse i Grenaa. Heller ikke firmaets navn. I telefonfagbogen står firmaet heller ikke anført ifølge TDC.
I telefonbogen for Grenaa står en kvinde med et andet efternavn end firmaejeren opgivet på den pågældende adresse, men dette telefonnummer svarer ikke.
En eftersøgning på internettet (krak.dk) af firmaindehaverens navn i Grenaa gav heller ikke noget resultat - hverken for Grenaa Bladet eller TDC.
En søgning på internettet vedrørende firmaets navn gav lidt udbytte. På firmaets hjemmeside står der bl.a. følgende: »Vi er et murer-, entreprenør- og tømrerfirma, bosat i Århus, og vi udfører også de helt små opgaver, herunder viceværtservice«. Men firmaets adresse og telefonnummer er ikke anført. Man kan komme i kontakt med firmaet ved at maile en besked, hvilket Grenaa Bladet har gjort, men uden at få svar på vores spørgsmål vedrørende manglende snerydning. Forveksling med en andens navn
I telefonbogen fandt vi på en anden adresse i Grenaa en person, hvis navn minder meget om firmaejerens, og kontaktede ham. Og det var ikke første gang, at denne person havde fået opringninger i forbindelse med den her omtalte affære.
– Jeg er rigtig træt af den her sag, fordi mit navn bliver forvekslet med den pågældende firmaejer. Jeg har også med post modtaget adskillige regninger for varer, som han skulle have fået leveret og ikke betalt, siger den navneforvekslede mand til Grenaa Bladet.
Han har fundet ud af, at den pågældende firmaejer tidligere havde et andet efternavn. 10 henvendelser fra utilfredse kunder
– Jeg har fået ca. 10 opringninger fra folk, der udtrykker utilfredshed med arbejder, som det pågældende håndværksfirma ikke har udført eller udført mangelfuldt, og de har ikke kunnet komme i forbindelse med ham. Det gælder også arbejder vedrørende snerydning. Alle dem, jeg har talt med i telefonen, har jeg tilrådet at foretage bedragerianmeldelse til politiet. Det er den eneste måde, hvorpå der kan ryddes op i denne her sag, siger den navneforvekslede person. Urealistisk lav pris
Han oplyser, at nogen i hans familie også var ved at »hoppe på« den annonce med snerydning, men undlod det i sidste øjeblik på grund af mistanke om svindel. I den forbindelse nævner han, at prisen på 400 kr. for snerydning et helt år heller ikke er realistisk.
Hos Lokalpolitiet i Grenaa oplyser kriminalkommissær Knud Saaby, at ordenspolitiet har modtaget én henvendelse om bedrageri vedrørende det pågældende firma, men der er ikke indledt en egentlig efterforskning. |