|
– Naturvidenskab interesserer mig meget, fordi det er et spændende fag med gode fremtidsmuligheder, og det er også et område, der er i højsædet lige nu, siger Andreas Skytte Boes.
På linien har han matematik på højt niveau og fysik og kemi på mellemniveau.
– Det siges, at jeg også er dygtig til sprog, men studievejledere, tidligere lærere og mine forældre anbefalede mig at tage den naturvidenskabelige linie, fordi der er mere fremtid i den, siger den 16-årige gymnasieelev fra Hyllested.
Andreas Skytte Boes begyndte på gymnasiet i august i fjor og syntes, det var strengt i starten med mange lektier og mange flere afleveringsopgaver, end han var vant til fra folkeskolen.
– Men i dag synes jeg alt i alt, at det ikke er så hårdt som forventet, når man har vænnet sig til at tænke og arbejde meget mere selvstændigt end i folkeskolen, så jeg er kommet på den rette hylde.
På spørgsmålet om, hvad han vil bruge den naturvidenskabelige studentereksamen til, siger Andreas Skytte Boes, at han har tænkt sig at studere fysik eller kemi på universitetet, når han bliver student om godt et par år.
– Jeg kunne godt tænke mig et eller andet arbejde i erhvervslivet inden for naturvidenskab - måske et ingeniør-job, siger Andreas Skytte Boes, inden han skal ind at øve trommespil til gymnasiets forestående musical.
Andreas Skytte Boes fra Hyllested er glad for at gå på den naturvidenskabelige linie på Grenaa Gymnasium. Andreas er 1. G’er og mangler således to år endnu. m.s. |