|
– Når vi lægger Nørre Djurs Erhvervsråd i graven er det en helt naturlig konsekvens af strukturreformen, hvor de hidtidige erhvervsråd med udgangspunkt i de »gamle« kommuner er blevet overhalet af nye, større kommuner. For at matche den udvikling må erhvervslivet organisere sig på en ny måde, siger Benny Hammer, der repræsenterer De Konservative i Norddjurs Kommunes kommunalbestyrelsen.
Fremover vil Djurslands Erhvervsråd være talerør for erhvervslivet på hele Djursland, bl.a. overfor byrådene i både Syddjurs og Norddjurs.
– Vi har fået Anette Gram fra Grama Design i Stenvad og Niels Ole Svit fra Djurslands Erhvervsskoler valgt ind i bestyrelsen for Djurslands Erhvervsråd og de kommer nu, sammen med de øvrige erhvervsfolk i bestyrelsen, til at spille en vigtig rolle som erhvervspolitisk tænketank og strategisk sparringpartner for politikerne, siger Benny Hammer, og fortsætter:
– På lokalt plan forestiller vi os, at de nye erhvervsklubber på Djursland kan blive en spændende ramme om et fagligt og socialt netværk mellem virksomheder, foreninger og enkeltpersoner, der er optaget af at skabe lokal erhvervsudvikling og vil være med til at yde en aktiv indsats. En lokal erhvervsklub skal først og fremmest beskæftige sig med lokale forhold og med at forbedre vilkårene for de lokale virksomheder. Fra klubbens side kan vi måske komme med nye ideer til udvikling og vi kan selv tage konkrete initiativer til at løse nogle af de problemer, som de lokale virksomheder oplever. Vi vil fortsætte det gode samarbejde med Djurslands Erhvervsråd og sammen tilbyde en række fyraftensmøder og andre aktiviteter med et fagligt indhold. Klubben kunne måske også være initiativtager til nogle aktiviteter med et mere socialt indhold, så vi som travle virksomhedsledere kunne mødes og få et lille pusterum og lidt gensidig inspiration, siger Benny Hammer.
– Vi håber, at rigtig mange af vores medlemmer vil møde op og høre Torben Jensens indlæg og ikke mindst give deres besyv til, hvordan en ny erhvervsklub kan komme til at spille en vigtig rolle for den videre udvikling i vores ende af den nye storkommune, tilføjer formanden.
Generalforsamlingen finder sted på Gjerrild Kro tirsdag den 27. marts kl. 19.30. Medlemmernes ægtefæller er som sædvanlig meget velkomne til at deltage i generalforsamlingen og spisningen. Tilmelding til Djurslands Erhvervsråd på tlf. 8774 8181 eller via e-mail mf@djurslanderhverv.dk senest den 23. marts. |