|
Skattemyndighederne slog i sidste uge til flere steder - blandt andet i Århus Havn, hvor en række store containere med møbler blev tilbageholdt.
Ifølge dagbladet Børsen er flere af de i alt 10 containere importeret af et firma i Ebeltoft. Hvis de importerede designer-møbler var ægte, ville de angiveligt kunne sælges for op mod 40 mio. kr. i detailbutikkerne, lyder vurderingen.
– Meningen har været, at møblerne har skullet sælges til danske forbrugere - dels via online-auktioner på internettet og dels via butikker. Firmaerne vil sandsynligvis forsvare sig med, at de er på lovlig grund, fordi de tror, at de sælger reproduktioner. Men det er også ulovligt, siger advokat Johan Løje fra advokatfirmaet Sandel, Løje og Wallberg til avisen. |