Tak til
 






  
05/05 2023

Samvirke skifter ansigt

En dansk kulturbærer får sig en grafisk ansigtsløftning og en redaktionel opstrammer.

Nyheder
Samvirke skifter ansigt
En dansk kulturbærer får sig en grafisk ansigtsløftning og en redaktionel opstrammer.

Samvirke er Danmarks ældste og mest læste månedsmagasin. Og det forpligter. Derfor relanceres bladet nu - kort inden magasinet fylder 80 år.

1928 var året, hvor det første Samvirke så dagens lys. Dengang hed det Brugsforenings-bladet og startede med erklæringen:

”Et Blad kan ikke straks fra en Begyndelse i alle Henseender være, hvad det forhaabentlig bliver. Dets »Ansigt« maa skabes og læres at kende, efterhaanden som Tiden gaar”.

Sproget i Samvirke er et andet i dag, men meningen er god nok: Et godt magasin er i udvikling hele tiden for at holde sig i kontakt med læserne. Det ved man godt på Samvirke, og derfor får bladet ikke blot en grafisk ansigtsløftning og en bedre papirkvalitet. Indholdet gøres også skarpere. Søren Berg, chefredaktør på Samvirke, siger: ”Vi skal føre Samvirke ind i fremtiden, men stadig have respekt for bladet og dets historie. Det er trods alt et magasin, der har været med under 2. Verdenskrig, kvindefrigørelsen og IT revolutionen.”

Det nye Samvirke indeholder mere forbrugerstof – både af den klassiske Samvirke-slags, hvor der er plads til at forklare komplicerede sammenhænge og nuancere holdninger – men også flere noter og kortere artikler med stor her-og-nu-anvendelighed af den slags, man klipper ud og hænger op på køleskabet, fordi det er værd at huske. Et godt tip, der gør dig klogere som forbruger, gør det sjovere at smøre madpakke eller giver ny inspiration i hverdagen. I det nye Samvirke kan læserne også møde nogle af Danmarks fremmeste eksperter indenfor ernæring, motion, fødevarekvalitet og daglig husholdning. De svarer på spørgsmål i magasinets nye brevkasse.


forside 1939

forside 1957

forside 2007

Samvirkes relancering følges også op på Internettet med en ny udgave af samvirke.dk senere på året, hvor det er meningen, at læserne med tiden skal være med til at forme Samvirke ved bl.a. løbende at kommentere bladet og komme med ideer til indhold: ”Vi vil gerne have læserne tættere på og i endnu højere grad gøre Samvirke til deres blad. Vores læsere - forbrugerne– ved bedst, hvilken type forbrugerstof der er brug for,” siger Søren Berg, som spår, at den fremtidige satsning på både papir og på en elektronisk platform for bladet betyder, at man kan tilbyde læserne mere direkte indflydelse på bladets indhold.

At Samvirke er et magasin, der gennem tiderne har ændret udseende og indhold, vidner arkiverne om. Og det er ikke uinteressant at bladre igennem de gamle Samvirke blade og betragte historien gennem tidligere journalisters øjne. Her finder man reklamer for Davre Havre Gryn, som den kloge Husmoder efter sigende begyndte dagen med i 1938, Prince cigaretter som i 1973 blev lanceret som ”Cigaretten med fuld tobakssmag”, og gode råd til, hvordan man bliver en ekstra god husmoder. Tiden må vise, hvad de næste generationer tænker, når de bladrer igennem Samvirkes aprilnummer 2007.



Kilde: Mette Steenberg - FDB

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam