Tak til
 






  
05/05 2023

Stor tilfredshed med Åben Ø arrangementet

Positive oplevelser over hele linien fra Åbyens styregruppes medlemmer efter succesfuldt salgs- og informationsarrangement. Flere interesserede har meldt sig på banen.

Nyheder

Stor tilfredshed med Åben Ø arrangementet

Positive oplevelser over hele linien fra Åbyens styregruppes medlemmer efter succesfuldt salgs- og informationsarrangement. Flere interesserede har meldt sig på banen.

Cirka 200 mennesker dukkede op, da Norddjurs Kommune påskelørdag slog teltdugen op til Åben Ø-arrangement for Grenaas nye innovative bydel Åbyen. Styregruppemedlem Bjarne Pedersen var med til dagen, og han bed blandt andet mærke i, at et ægtepar fra Randers var meget tiltrukket af projektet.



”Jeg snakkede med parret, og de har tænkt sig at sælge deres hus i Randers og flytte til Djursland. De var meget begejstrede for den spændende arkitektur og leder efter et hus uden have nær ved vandet. Åbyen lever umiddelbart op til alle deres krav, og samtidig var de positivt overraskede over priserne – de kan faktisk sælge deres hus, købe et nyt i Åbyen og samtidig stikke en skilling i lommen. Men jeg tror også at interessen øges yderligere, når byggeriet for snart alvor begynder”, fortæller Bjarne Pedersen, som bakkes positivt op af sine kolleger i Åbyens styregruppe.

En god dag

Styregruppemedlem Niels Erik Iversen deltog i begivenheden sammen med repræsentanter for kommune, ejendomsmæglere, bygherrer og arkitektfirmaer og havde sammen med de øvrige deltagere også en god oplevelse.

”Jeg synes det var en rigtig god dag. Der var mange mennesker, og der var mange som var virkelig seriøst interesserede i projektet. Man skal huske på, at det her en lang proces, så man kan ikke forvente at folk køber en grund eller et hus på stedet, men jeg er endnu mere optimistisk efter arrangementet. Der var virkelig stor og konkret interesse”, siger Niels Erik Iversen

Børnefamilie fra Århus

Ved arrangementet fik interesserede købere detaljerede informationer om blandt andet teknik, byggeforhold, priser, indretning, og de kunne samtidig tjekke beliggenheden og få et indtryk af hele området. Der var også grafiske fremvisninger af projekterne i hver ende af øen, som er tegnet af de prisvindende arkitektfirmaer A.A.R.T. og Cebra.

Birgit Kaarøe er arkitekt i Norddjurs Kommune og har arbejdet tæt med Åbyen fra den spæde begyndelse. Hun uddelte blandt andet salgsmapper og andet informationsmateriale materiale og fortalte og orienterede kommende købere om Åbyen sammen med vicekontorchef Birgit Purup fra Norddjurs Kommune.

”Folk var meget konkrete i deres spørgsmål. De ville vide, om de individuelle huse skal se ud på en bestemt måde, hvordan man som køber forholder sig til lokalplanerne, alt sådan noget. Jeg snakkede også med flere par som var seriøst interesserede i at købe en grund i Åbyen, blandt andet en børnefamilie fra Århus”, fortæller Birgit Kaarøe.

Byggeri giver salg

Medlem af styregruppen Hans Erik Husum synes også, at arrangementet gik godt.

”Der var mange mennesker, faktisk flere end jeg havde regnet med, en god stemning og mange gode spørgsmål. Men jeg synes det også er værd at bemærke, at mange af dem, som tidligere har vist interesse for at investere i projektet, dukkede op igen. Jeg er faktisk meget fortrøstningsfuld. Men nu handler det om at komme i gang med byggeriet og få nogle mursten og bygninger at forholde sig til. Når byggeriet går i gang, så kommer salget også. Faktisk tror jeg at vi kan komme til at mangle grunde, når først byggeriet starter”, siger Hans Erik Husum.

Overvældende

Søren Krarup Hansen er bygherre på det ene af de to projekter på øen, og han havde mange mennesker ved sin informationsstand.

”Jeg synes faktisk det gik overvældende godt. Der var oprigtig interesse, og jeg er glædeligt overrasket over hvor godt det rent faktisk gik. Hvis det går som vi håber, kan vi snart lukke nogle handler”, siger Søren Krarup Hansen.

Også bygherre Peter Kristiansen havde en god dag.

”Jeg kan kun sige, at det er gået virkelig godt. Og rent faktisk har jeg måske allerede solgt et hus, men der er ikke underskrevet noget. Men det sker forhåbentlig i løbet af næste uge”, fortalte han påskelørdag til Norddjurs Kommunes hjemmeside.

Et sats

Kommunalbestyrelsesmedlem Benny Hammer var til stede påskelørdag i Åbyen, og også han havde en god oplevelse. ”Det var et rigtig godt arrangement, og jeg tror vi har godt fat i målgruppen. Der er ingen tvivl om, at Åbyen er et stort sats, men vi kommer ingen vegne, hvis ikke vi gør noget ud over det sædvanlige. Men jeg tror på det - med den positive udvikling vi er inde i for øjeblikket kan vi få en selvforstærkende effekt, som kan generere en god udvikling for hele kommunen. Vi skal smede, mens jernet er varmt”, siger Benny Hammer.

Bliver snart solgt

Arne Lerche Hansen er ingeniør i Norddjurs Kommune og medlem af styregruppen. Han har arbejdet med Åbyen siden projektets start, og han er overbevist om, at der kommer gang i grundsalget nu. ”Der er kun 11 grunde tilbage på øen, og jeg tror faktisk de bliver solgt ret hurtigt. De har en central beliggenhed, og der er ikke mange af den slags grunde til rådighed. Det er jo altid lettere at sælge noget hvor der er knaphed på varerne”, vurderer han.

Styregruppemedlem Lars Møller er også godt tilfreds med dagen og oplever stor interesse for projektet.

"Vores projekt med Åbyen har stor interesse blandt byens borgere. Derfor ser jeg ikke blot Åben Ø- arrangementet som et salgsfremstød, men som en måde at holde byens borgere orienteret om projektet. På min arbejdsplads er folk meget optaget af hvordan det går med selve skabelsen af Åbyen - også om det lykkedes at sælge nogle grunde til de priser som ellers ikke er vanlig Grenaa-standard. Derfor er det glædeligt at vi har solgt så meget indtil nu og jeg er sikker på at Åben Ø- arrangementet vil være med til at fremskynde salget yderligere”, siger han.

Par fra Sjælland

Lars Bager er medlem af styregruppen og rådgivende ingeniør på projektet, og han deler optimismen. ”Jeg tror vi får lavet nogle aftaler i år, og det begrunder jeg blandt andet med nogle gode samtaler jeg havde ved arrangementet. Jeg viste 6-8 par rundt på øen, blandt andet et par fra Sjælland med sommerhus i Grenaa, og de var meget interesserede. Jeg er slet ikke i tvivl om, at salget kommer - og det kommer til at gå stærkt, når husene snart begynder at skyde op.

Også parcellerne på midten af øen tror jeg på vi får skudt af snart”, vurderer Lars Bager.


Kilde: Norddjurs Kommune

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam