Der er lagt op til en festlig og underholdende eftermiddag med Dansk Top-koryfæerne Lis & Per i Ældrecentret Posthavens café fredag den 25. maj kl. 14.00.
Det er venneforeningen Posthavens Venner, der står bag dette arrangement. Formanden Svend Busse siger i den anledning:
– Vi har for nogle år siden haft besøg af dette populære par i Posthaven, hvilket var en stor og underholdende oplevelse. Alle kender parret, som har underholdt i hver en afkrog af landet og som desuden er særdeles kendte fra både radio og TV. De synger, så alle får lyst til at synge med, og vi kender jo også stort set alle sangene fra deres repertoire. Vi har også erfaret, at det er populært med arrangementer om eftermiddagen, så vi forventer, at mange møder op og samles om kaffebordene med boller og de lækre lagkager, siger Svend Busse.
Billetsalget starter ved skranken i Posthavecentret mandag den 14. maj kl. 12.00-13.00. Eventuelle resterende billetter vil efterfølgende blive solgt i skrankens daglige åbningstid, fortæller formanden, der forventer, at der bliver rift om billetterne.
Kilde: Grenaa Bladet
sof