En rekordomsætning på 42,8 mio. kroner i 2006 var ikke nok til at skabe et positivt regnskabsresultat for Grenaa Havn A/S. De seneste års store (lånefinansierede) investeringer gør, at havnen slæber rundt på så stor en rentebyrde, at det giver røde tal i regnskabet. Renteudgifterne i 2006 udgjorde således hele 9,4 mio. kroner.
Årets resultat landede - trods en omsætnings-fremgang på 12,5% - på et minus på 2,3 mio. kroner. Det kom frem på havnens nyligt afholdte generalforsamling, hvor formanden, Kenny Jensby, lagde de kedelige tal på bordet i forbindelse med bestyrelsens årsberetning.
– Vi fremlægger i dag et regnskab, hvor omsætningen nåede op på 42,8 mio. kroner, hvilket er en stigning på 12,5% i forhold til regnskabet for 2005. Og det er faktisk den største omsætning nogensinde, der har været på Grenaa Havn. Dette resultat er vi tilfredse med. Årets resultat er derimod ikke tilfredsstillende, idet resultatet blev et underskud på 2,3 mio. kroner. Ser vi lidt nærmere på driften af selskabet er det positivt, at resultatet før renter og afskrivninger er på over 13,6 mio. kroner, hvilket er et udtryk for virksomhedens evne til at opnå et resultat på den primære drift - altså før kapitalomkostninger til de store anlægsinvesteringer, vi har foretaget, sagde Kenny Jensby, og fortsatte:
– Indtjeningsbidraget før renter og afskrivninger er således på hele 32% i forhold til omsætningen. Det er klart, at de store fremtidssikrede investeringer, der er gennemført de senere år, særligt i starten vil belaste havnens indtjening indtil den store kapacitet anvendes fuldt ud. Renteudgifterne i 2006 har udgjort 9,4 mio. kroner, fordi investeringerne er finansieret med rentebærende fremmedkapital, sagde Kenny Jensby, der vurderede, at havnen i den forbindelse står overfor to overordnede udfordringer:
– På driftssiden handler det om at få tiltrukket flere nye kunder til den nye kapacitet. Det er en langsigtet opgave, som den daglige organisation har fuld fokus på. Den anden udfordring er at finde en bedre løsning på den nuværende kapitalstruktur, for at lette den store rentebyrde, som infrastruktur-investeringerne har medført. Det sidste område drøftes naturligvis indgående med virksomhedens nye ejer, Norddjurs Kommune, sagde Kenny Jensby, der i sin beretning også kommenterede det nye ejerskab.
– For en virksomhed som Grenaa Havn anses en større og stærkere ejer, som Norddjurs Kommune, som en klar styrkelse. Omfanget af anlægsinvesteringer i en infrastruktur-virksomhed som Grenaa Havn, er ganske betydelige, idet havnen skal kunne servicere både det lokale og det regionale opland. Netop gennemførte undersøgelser viser, at havnens betydning for lokale og regionale samfund er enorm målt på den direkte og indirekte beskæftigelse og den afledte økonomiske vækst, sagde Kenny Jensby blandt andet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof