Jørn Vester udstiller i Dr. Ferieby
Den 28. april var der stort besøg i Dronningens Ferieby i anledning af ferniseringen af en maleri-udstilling. Det er den lokale tegner og maler Jørn Vester, der står bag udstillingen, som kan beses hele maj måned - plus et stykke ind i juni måned med. Helt nøjagtigt indtil den 9. juni.
Jørn Vester er først og fremmest kendt for sine flotte billeder af lokale motiver, men på udstillingen i Dronningens Ferieby viser han, at han også behersker forskellige andre genrer og emner indenfor kunsten. Blandt andet har han ladet sig inspirere af Sfinksen fra den græske mytologi, hvor han har givet herstående billede teksten »Pigen med ordbogen«. Udstillingen er arrangeret af Dronningens Ferieby’s Venner. Ved ferniseringen var der mødt cirka 100 mennesker op for at være med til åbningen af udstillingen, der altså stadig kan ses i Dronningens Ferieby frem til den 9. juni.
Jørn Vester har altid tegnet og malet og er måske nok autodidakt, men faget billedkunst på Grenaa Gymnasium gav ham lyst til at lære mere, og han meldte sig derfor på forskellige kurser på Århus Kunstakademi. Mange kan sikkert huske hans smukke tegninger af lokale motiver i Åstrup I. F.’s kalender, som udkom gennem 10 år, og som blev et samlerobjekt for mange. I mange år var Jørn Vester i øvrigt ansat som Falck-redder ved Falck i Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
sof