– Helt sensationelt har vi fået 4 gepardkillinger i Ree Park-Ebeltoft Safari, fortæller en stolt og glad Jesper Stagegaard, direktør. Det skete natten mellem mandag den 7. og tirsdag den 8. maj, da hun-geparden Tosha fødte ungerne på stribe.
 Et kuld på fire gepard-killinger er hvad Ree Park-Ebeltoft Safari har fået helt sensationelt.
|
De blev født fra kl. 03 om natten med 20 minutters mellemrum.
– De vejede mellem 410-487 gram, da de blev født, og her en uge efter vejer de mellem 520-722 gram. Jævnligt lægger Tosha sig ned i høet, for at lade ungerne komme til dievorterne. De bevæger sig livligt og finder selv frem til føden, og er endda begyndt at hvæse af os, når vi er inde og veje dem. Tosha er en flot førstegangsfødende, konstaterer en tilfreds Julia Schulz, dyrlæge i Ree Park. Jesper Stagegaard fortsætter:
– Det er simpelthen den bedste start på livet for gepardkillingerne. En start, som vi ville have haft svært ved at erstatte gennem menneskelig pleje.
– Vi har holdt konstant øje med hungeparden Tosha og gepardungerne via et webkamera i gepardstalden lige siden fødslen gik i gang. Hver eftermiddag på et fast tidspunkt, bliver ungerne vejet, imens deres mor er ude for at bevæge sig og få føde i anlægget, fortæller dyrlæge Julia Schultz. Gepardkillingernes mor Tosha kom til Ree Park-Ebeltoft Safari i 2006 fra Holland og er født i Münster Zoo i Tyskland i september 2002. Han-geparden Odin er ungernes far. Han er 8 år gammel, og også far for første gang.
– Det er ikke en selvfølgelighed, at geparder passer godt på deres unger. Der er en risiko for, at de ikke vil kendes ved dem, eller spiser dem lige efter fødslen, udtaler Julia Schulz, Ree Parks dyrlæge.
Derfor har Ree Park-Ebeltoft Safari heller ikke straks meldt nyheden ud, men ventet på, at gepardungerne viste tydelige tegn på vægtstigning og aktivitet. Det gør de nu, hvor alt arter sig vel i Ree Parks afrikanske afdeling for geparder.
Tosha var lukket inde i gepardstalden op til fødslen og går stadig derinde sammen med ungerne. For ellers vil geparden bære ungerne udenfor, og det tåler ungerne ikke i det lunefulde danske klima. I løbet af de næste 3-4 uger vil ungerne for første gang stikke snuden ud i den danske sol. Til sommer vil de boltre sig frit i det store gepardanlæg. Safariparkens publikum må altså vente lidt endnu med at få glæde af ungerne. Allerede nu kan alle dog se, hvordan de 4 gepardunger vokser på www.reepark.dk. Hjemmesiden sender døgnet rundt direkte fra gepardstalden via et webcam.
Geparder regnes blandt alle kattedyr for det sværeste dyr at få til at yngle i fangenskab. I 2004 lykkes det i Ree Park-Ebeltoft Safari for første gang at få geparder til at yngle i fangenskab i Skandinavien med en overlevende unge til følge. Det var da geparden Novo Rapid, blev født.
– Det er stadig en sjælden begivenhed, når der bliver født gepardunger i alverdens safariparker og zoo’s. Så når det lykkes at få geparder til at yngle, er det fantastisk. Især da geparder i dag regnes for at være en truet dyrart, som Ree Park-Ebeltoft Safari i samarbejde med andre internationale safariparker yder en særlig indsats for at bevare, udtaler Jesper Stagegaard, direktør.
Gepard-killingerne vejede mellem 410 og 487 gram da de blev født, og har taget fint på i vægt lige siden.
Kilde: Grenaa Bladet
sof