Praktiserende læge i Grenaa, Tyge Ingeslev, kalder sygehusadministrationens forslag til en ny akutplan for sygehusene i Region Midtjylland for en skandale.
– Jeg er meget utryg ved det forslag, der ligger på politikernes bord lige nu. Går det rent igennem den politiske behandling - uden ændringer for Djurslands vedkommende - er der tale om en klar forringelse af akutberedskabet, og i mine øjne vil der være tale om et klokkeklart løftebrud, siger Tyge Ingerslev, og uddyber dette synspunkt:
– Da vi mistede akutmodtagelsen på sygehuset i Grenaa, fik vi at vide, at lægebilen ville være en fuldgod erstatning. Denne præhospitale indsats var hele forudsætningen for, at man mente, at man på forsvarlig vis kunne nedlægge akutmodtagelsen på sygehuset i Grenaa. Og det har vitterligt fungeret rigtig godt med denne lægebil, der hele tiden har kørt rundt med en dybt kvalificeret overlæge/narkoselæge, der virkelig har kunnet gøre en forskel i alvorlige ulykkes-situtationer eller ved akut sygdom. Det, man foreslår nu, er at overlægen skal erstattes af en sygeplejerske. Og med al respekt, så har de ikke kvalifikationerne til at vurdere meget svært syge eller svært tilskadekomne personer. Det vil sige afgøre, hvad den korrekte præhospitale behandling skal være, og nok så vigtigt, hvilket akut-sygehus, patienten skal køres hen til. Så der er tale om en klar forringelse i forhold til den nuværende ordning. Ligeså med skadestue-funktionen, som foreslåes reduceret til udelukkende at være åben i dagtimerne på hverdage - mod som nu en døgnbemandet skadestue. Det er simpelthen ikke godt nok, og nu må alle gode kræfter simpelthen samle sig om at få det her forslag omstødt, så vi får lov til at beholde det, som vi højt og helligt er blevet lovet, idet man nedlagde akutmodtagelse på Grenaa Sygehus, slutter Tyge Ingerslev.
Kilde: Grenaa Bladet
sof