|
Konsulent Niels Erik Iversen fra Jobrotation Djursland er optimistisk. Han tror at målrettet sprogundervisning kan lette adgangen til arbejdsmarkedet.
”Der er ingen tvivl om, at et FVU-forløb kan gøre det lettere for tosprogede at finde et job. Og arbejdspladserne har jo brug for dem lige nu, hvor det er arbejdstagers marked. De har bare en sproglig barriere at kæmpe med, men vi håber at mange vil forsøge at styrke deres kompetencer med et danskforløb. Alle vinder på det”, mener Niels Erik Iversen.
Mødes aldrig
Men arbejdsgiverne og indvandrerne kommer ofte aldrig i kontakt med hinanden, mange gange på grund af for dårlige sprogkundskaber hos de tosprogede. Hos SAPA Profiler i Grenaa har de fire tosprogede ansat lige nu og de vil hellere end gerne ansætte mange flere - der er bare lige den lille knast med sproget.
”De kan sagtens få job her, men dem vi får ind, taler tit meget dårligt dansk, selv om de fagligt kan være fantastisk dygtige og engagerede. Desuden er der mange som har svært ved for eksempel bare at udfylde et ansøgningsskema, så når de har været forbi og hente et, hører vi ofte ikke mere fra dem. Men vores dør står åben, og vi er klar til at yde dem masser af hjælp”.
Det fortæller Kim B. Nielsen, produktionschef på SAPA Profiler i Grenaa. Virksomheden beskæftiger over 200 mand i Grenaa og fremstiller blandt meget andet aluminiumsprofiler til vinduer, døre og facader og har afdelinger over hele verden. SAPA producerer altså på et avanceret niveau og har høje krav til produkternes kvalitet og finish - arbejdsgangene skal køre og logistikken skal passe - derfor skal man skal være sikker på, at en ordre bliver forstået og modtaget rigtigt. Og det har gennem tiden godt kunnet knibe hos virksomhedens tosprogede ansatte.
Forstår ikke
”Vi oplever nogen gange, at de bare siger ”ja ja ja” og nikker uden at forstå hvad der lige er blevet sagt. Så må man gentage tingene på engelsk, og få dem til beskrive hvad det var man sagde for at være sikker på at de forstod. Det skyldes jo nok en vis blufærdighed over ikke at kunne udtrykke sig ordentligt, men vi har heller ikke tid til at holde i hånden hele tiden. Vi er simpelthen nødt at til have et vist niveau på danskkundskaberne, også for at de kan læse og forstå forskellige manualer og instruktioner. Så jeg hilser al uddannelse velkommen, selv om vi også har et socialt ansvar som virksomhed”, fortæller Kim B. Nielsen. Også hos en anden større Norddjurs-virksomhed, nemlig Aalsrode Tømrerfirma, som p.t. beskæftiger 115 medarbejdere kan de genkende problematikken.
”Der kommer desværre ikke så mange ansøgninger fra tosprogede. Men vi ville gerne have flere”.
Det fortæller Jan Bo Allermann, direktør i Aalsrode Tømrerfirma, som før har haft dygtige tosprogede medarbejdere ansat, og gerne ser det ske igen.
Forsvindingsnummer
”Vi havde en fyr ved navn Mahmoud ansat, som arbejdede som snedker. Han var fantastisk dygtig og meget omhyggelig, og rent håndværksmæssigt skulle han bare lige omskoles til de danske standarder. Men hans sprog var meget dårligt, og han kunne kun det absolut mest basale. |