I skolefritidsordningen (SFO) på Søndre Skole i Grenaa har det gennem mange år været en tradition at afholde en lille afskedsfest for de børn, der skulle »gå ud« efter sommerferien og for de børn der var »gået ud« i løbet af foråret.
Men da skolebestyrelse på Søndre Skole nu har givet mulighed for, at SFO også kan optage børn fra 4. klasse, blev det i stedet til en sommer- afslutningsfest. Sommerafslutningen blev afholdt som et »garden party« i telt på Søndre Skole. Menuen var selvfølgelig grillmad (kyllingebryster) og salat.
og som til et rigtigt »garden party« var der ballondans (billedet), lakridssnøre- og skumfidusspisningskonkurrencer, samt danseoptrædender af forskellig art.
– Sommerafslutningsfesten er den sidste i en lang række specielle arrangementer, vi har lavet for de børn, der går i 3. klasse og går i SFO. Som noget nyt har vi i dette skoleår haft én aften om måneden, hvor børnene har været i SFO til kl. 20.00, siger lederen af Søndres SFO, Søren Juul Pedersen, og han fortsætter:
– Det har været aftener med et bestemt tema, hvor vi blandt andet har lavet orienteringsløb på Grenåen - med tovbaner, kanoer og tømmerflåde - vi har kogt kranier og pillet alt ud af dem, vi har leget »Fangerne i Fritteren« og vi har lavet rollespilsvåben og lavet rollespil på Naturlegepladsen.
Vi ser selvfølgelig frem til at kunne tilbyde børnene endnu et år fuld af mange gode aktiviteter og oplevelser, slutter Søren Juul Pedersen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof