500 deltagere til Skt. Hans ved Fjellerup Strand
Skt. Hans aften indbød Fjellerup Valgmenighed til Skt. Hans bål ved
Fjellerup Strand. Arrangementet begyndte kl. 21, hvor bålet blev tændt.
Djurslands Efterskoles skoleband leverede kreative arrangementer til
Midsommervisen, Danmark nu blunder den lyse dag og flere andre klassiske
fædrelandssange. Forstander Stefan Maksten holdt båltalen, hvor han
inspireret af eventyret, ”Den lille prins”, opfordrede til at gå ind i
samværet og nærværet i det små, som kan forandre vores verden i det store.
Musikken og bålet trak mange mennesker til, så der til sidst var op mod 500
mennesker til stede rundt om bålet.
Efter en kort pause spillede Djurslands Efterskoles skoleband 8 numre fra
årets løb. Hittet blev U2-nummeret, A Beautiful Day. Det var meget passende,
for det var i sandhed en smuk dag og en smuk aften ved Fjellerup Strand.
Efterhånden som bålet brændte ned, kunne børnene bage sig et snobrød over
gløderne.
Valgmenighedspræst Robert Bladt: ”Det var en fornøjelse at være vært for så
mange stemningsfulde sommergæster. Det var et dejligt samarbejde med
Djurslands Efterskoles skoleband, og der var mange positive reaktioner på
musikken. Vi er meget taknemlige for det positive samarbejde med lodsejeren,
som lagde grund og strøm til, og som gjorde arrangementet muligt. Det føles
som en værdig måde at ønske Johannes Døberen tillykke med fødselsdagen på!”
Kilde: Kaj Markussen fra Glesborg
sof