– Jeg mærker stor interesse i Norddjurs Kommune for, hvad vores nuværende folketingsmedlem Jan Petersen skal lave efter næste folketingsvalg, hvor han ikke genopstiller. Jeg synes det vil være en rigtig god ide, hvis Jan fortsætter sit politiske arbejde og stiller op til det næste kommunevalg i Norddjurs Kommune.
Det siger det socialdemokratiske byrådsmedlem og viceborgmester, Niels Erik Iversen, der er socialdemokraternes leder i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune.
– Derfor har jeg talt med Jan og afleveret min opfordring og jeg er glad for, at den er blevet positivt modtaget. Jan er til rådighed, når vi engang i 2008 skal tage stilling til, hvem der stiller op på den socialdemokratiske liste ved det næste kommunevalg. Det er meget tidligt, vi har drøftet dette og det får ingen betydning for det aktuelle arbejde, som fortsat skal udføres i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Norddjurs Kommune og tilsvarende har Jan fortalt mig, at han fortsat vil passe sit folketingsarbejde for fuld kraft frem til næste valg. Jeg ved, at der tales meget om Jans fremtid mange steder og jeg har derfor valgt at fortælle om min opfordring offentligt allerede nu, siger Niels Erik Iversen, og han fortsætter:
– Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er de socialdemokratiske partimedlemmer, der engang i 2008 skal tage stilling til både Jans opstilling og hvem der i øvrigt skal møde vælgerne i Norddjurs Kommune, slutter Niels Erik Iversen.
Hvorvidt Jan Petersen skal afløse Niels Erik Iversen som socialdemokraternes borgmesterkandidat i Norddjurs Kommune ved det næste kommunevalg, bliver også noget, som de socialdemokratiske partimedlemmer i Norddjurs kommer til at bestemme i den sidste ende.
Jan Petersen er bosat i Sangstrup sammen med hustruen Lotte og deres børn, og det er netop de familiemæssige afsavn ved »jobbet«, som har fået Jan Petersen til at stoppe som folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Noget han har været uafbrudt siden starten af 90’erne. Undervejs har han siddet på flere tunge ordfører-poster, ligesom han også har haft fremtrædende poster i såvel partiledelsen som i folketingsgruppen. Jan Petersen er med andre ord en politisk sværvægter, som tillige har et stort og vidt forgrenet netværk på Djursland, hvor vælgerne tillige har vist ham stor tillid hver gang der har skullet stemmes til Folketinget. Så det er et stærkt kort, som socialdemokraterne sender i spil i forbindelse med det kommende kommunevalg i Norddjurs Kommune. I øjeblikket sidder Torben Jensen fra Borgerlisten Norddjurs på borgmester-posten i den nye storkommune.
Kilde: Grenaa Bladet
sof