Husmoderforeningen i Lyngby-Trustrup har kost og motion som den kommende sæsons altoverskyggende tema, og i den forbindelse har man luftet idéen om at få etableret et motionscenter i området. P. t. er man i færd med at lodde interessen.
 Lokale kræfter arbejder ihærdigt på at få etableret et motionscenter i Lyngby-Trustrup-området. Man satser i første omgang på de populære spinning-cykler. Dog skal interessen fra lokalbefolkningens side være til stede før man går i gang for alvor.
|
Andre lokale foreninger er nu blevet involveret i arbejdet, og der er blevet nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de forskellige lokale foreninger for at gøre projektet så bredt funderet som overhovedet muligt. Status for projektet er, at man i disse dage går ud og spørger vidt og bredt om der overhovedet er interesse for et sådant motionscenter-projekt. »Spinning - er det noget for dig?«, lyder spørgsmålet helt konkret, og det er fordi, man i første omgang ikke agter at gabe over mere end at få indkøbt nogle spinning-cykler - og så ta’ den derfra.
– Det er der flere grunde til. Dels er det vanvittigt populært for tiden, og dels vil vi ikke slå større brød op end vi kan bage. Vi bilder os jo ikke ind, at vi kan starte op med et toptunet motionscenter fra dag 1. Det bliver noget, der skal vokse stille og roligt, og som skal være nemt at håndtere i starten. Vi forestiller os, at vi måske kan få lov til at låne gymnastiksalen på Toubroskolen, og så skal det jo være noget, der er nemt at pakke væk efter brug, siger Anne Pedersen, der er medlem af såvel arbejdsgruppen som husmoderforeningen. Det er også hende, man opfordres til at kontakte, såfremt man kunne tænke sig at benytte sig at dette tilbud.
De øvrige medlemmer i arbejdsgruppen er Anne O. Kristensen, Kaare Bønnerup, Kurt Terkildsen, Bo Nicolaisen, Bernt Hynneke og Heine Høvighoff.
Arbejdsgruppen forestiller sig, at et sådant motions-projekt skal favne så bredt som overhovedet muligt.
– Altså det, at så mange grupper som overhovedet muligt involveret. Her tænker vi både pensionistforening, idrætsforening og skolen med flere. Jo flere, jo bedre. Det gælder jo om at få bredt et sådant motionsprojekt ud til så mange som muligt, siger Anne Pedersen, der forestiller sig, at man enten opretter en selvstændig forening, eller bygger spinning-projektet op som en underafdeling af den lokale idrætsforening. Men det er altsammen fremtidsmusik. Allerførst skal man have fundet ud af, om der overhovedet er interesse for et sådant tiltag i lokalområdet.
Sunde husmødre
Husmoderforeningen i Lyngby-Trustrup arbejder som nævnt med kost og motion som overordnet sæson-tema, og i den forbindelse har foreningen søgt og fået 5.000 kroner fra Norddjurs Kommunes sundhedspulje. Pengene er blevet øremærket til forskellige sundhedsfremmende projekter. Blandt andet et sund kost-projekt på Toubroskolen i samarbejde med Hjerteforeningen, en aften i selskab med læge Charlotte Magnus, der vil fortælle om hjertekar-sygdomme, og hvordan man forebygger disse. En diætist kigger også forbi for at give råd og vejledning om hvordan man får smidt de forkætrede overflødige kilo. Og endelig arrangerer foreningen en gratis gåturs-aften hver tirsdag aften med start kl. 19.00 ved Kulturhuset Stationen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof