Tak til
 






  
05/05 2023

Genbrugsbutik runder de 20 år!

Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik i Grenaa har dette efterår eksisteret i 20 år. Det skal naturligvis markeres, og bliver det i form af et stort fødselsdags-salg fra og med den 3. september.


Her ses en stor del af de frivillige bag Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik i Østergade i Grenaa. Butikken kan i næste uge fejre 20 års fødselsdag, og det bliver markeret med et stort fødselsdagssalg med 50% rabat på alle varer.
Butikken ligger på adressen Østergade 23 i Grenaa, og det har den gjort i 10 af de 20 år den har eksisteret. De første 10 år af dens levetid lå den i Nørregade - overfor Kvickly. Initiativtager til butikken - og primus motor gennem næsten alle årene - hedder Birthe Hansen, men da hun flyttede fra byen i starten af 2006, så det pludselig lidt svært ud. Konsulent for Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutikker, pastor Herluf Andersen, henvendte sig til Ulla Bang Jensen, der står bag en FN-genbrugsbutik i Fjellerup.
– Han spurgte om ikke jeg ville én af to ting. Enten hjælpe med at nedlægge butikken i Grenaa, eller hjælpe med at køre den videre. Det blev så det sidste, siger Ulla Bang Jensen, der gik ind i arbejdet i marts 2006. Og siden er der kommet flere og flere hænder til, så der nu er 12 frivillige omkring det at drive butikken.
– Men vi kunne godt bruge nogle flere hænder, så vi også kunne holde åbent om formiddagen. P. t. er vores åbningstid alle hverdage fra kl. 12.00 til 17.00, men det kunne som sagt være rart, hvis vi var lidt flere, så vi kunne udvide vores åbningstid, siger Ulla Bang Jensen.
Man er altid to personer ad gangen i butikken, så man risikerer ikke at skulle stå alene med det hele. Interesserede skal blot henvende sig til Edith Kaag på tlf. 86 38 73 23. Man kan også bare kigge ind i butikken til en uforpligtende snak. Ældst i gårde af de frivillige er Maja Christensen, der har været med siden 1993.

Har sendt 2,8 mio. kroner til de fattige

Butikkens overskud går til Folkekirkens Nødhjælps hjælpearbejde ude i den store verden. Det være sig katastrofe-hjælp, minerydning og igangsætning af udviklingsprojekter, så de fattige i den tredje verden kan blive selvhjulpne med hensyn til rent vand, sanitære forhold, mad og uddannelse med videre. Til dette nødhjælpsarbejde er det lykkedes Grenaa-butikken at skrabe 2,8 mio. kroner sammen gennem disse 20 år.
– Det er virkelig noget, der kan hjælpe rigtig meget i den fattige del af verden. Så den der med, at man ligeså godt kan blive hjemme og sofaen, for det nytter alligevel ikke noget, den holder altså ikke. De penge, som butikken i Grenaa har genereret, har virkelig gjort en forskel ude hos de allerfattigste her på kloden. Så det nytter at gøre en indsats, siger Ulla Bang Jensen.
I den forbindelse vil hun naturligvis også gerne rette en stor tak til de mennesker, der har afleveret tøj til butikken gennem de 20 år. For uden disse tøj-indleveringer havde det jo ikke været muligt at lave det store overskud.
Hvis man spørger de frivillige, hvad de står øverst på deres ønskeliste, så er det en tøj-container, så det tøj, som butikken modtager udenfor åbningstiden, kan ligge tørt og godt heri - i stedet for at det bliver sjaskvådt udenfor butikken, hvor folk stiller det p. t.
Det store 2o års fødselsdags-salg skydes i gang mandag den 3. september, hvor butikken har ekstraordinært åbent fra kl. 10.00 til 17.00. Hele dagen - og til og med fredagen i samme uge - vil der være 50% rabat på alle varer i butikken. Denne mandag d. 3. september vil der endvidere blive budt på kaffe og småkager.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam