Tak til
 






  
05/05 2023

Østre Skole har iværksat en 3-års-plan der skal skabe sundere børn

På Østre Skole i Grenaa har skolebestyrelsen lagt en 3-års-plan for at skabe sundere børn. Man har netop taget hul på det andet år.

1. år gik med at etablere en kantine, som nu er blevet evalueret af elevråd, forældre og skolebestyrelse med stor tilfredshed som resultat. Der var behov for justeringer, og de er gennemført.

2. år er i år, hvor det drejer sig om, at børnene skal røre sig noget mere.

– Et barn skal røre sig 1 time hver dag, og vi ser helst, at det sker i fritiden. Der er politikere, der taler om at løse opgaven ved, at skolen får flere idrætstimer. Det ser vi ikke som løsningen, hvis det betyder, at der er færre ressourcer til de andre fag. Når børnene skal røre sig så meget, som det er anbefalet, ser vi det helt klart som en opgave for familien, siger skoleinspektør Carl-Aage Laustrup.

Der er flere måder børnene kan få mere motion på, vurderer han.

– De kan cykle eller gå i skole i stedet for at blive kørt af forældrene. Derfor har skolen af egne midler sørget for ændrede forhold i trafikken ved skolen, så det er mere sikkert at komme frem og tilbage for de elever, der selv kommer frem, siger skoleinspektøren, der også ser aktivitet i en forening som en god mulighed for at få motion udenfor skoletiden.

– Lige nu er der tilmelding til aktiviteterne i foreningerne, og det er godt at være med fra starten. En lang række af frivillige står parat til at træne og vejlede børnene. Derfor havde skolens forårsshow i år besøg af en lang række foreninger, der præsenterede deres tilbud. Det var overvældende at se den opbakning, der var fra foreningerne, og vi kunne mærke på børn og forældre, at det var en god dag, siger Carl Aage Laustrup, og fortsætter:

– Der er meget at vælge imellem, og det kan være svært at finde rundt i de mange tilbud. Skolen har derfor lavet en avis, der kort præsenterer 17 af de tilbud, der kunne være interessante for børnene på skolen. Der er en tendens til, at børnene går til det samme, som forældrene også gik til som børn. Det er dog ikke altid, at barnet viser samme begejstring for det far og mor gik til, og så er det jo med at vælge noget andet. Det kan også være, at forældrene slet ikke var aktive som børn, og så er der jo ikke noget, der smitter af. Her oplever vi så en mindre gruppe af børn, som slet ikke har en aktiv fritid, men i stedet måske er lidt ensomme i fritiden og altså heller ikke får sig rørt nok. Det er især dem, vi vil se, om vi kan få fat i. På skolen er vi derfor meget glade for et initiativ taget af Grenaa F. C. De har søgt Folkeoplysningsudvalget om midler til, at det skal være ekstra rart at gå til »Mavedans« og »Flyvgal - folkedans for børn«. Det er her, det er svært at lide nederlag, tabe kampen eller blive sat af holdet. Her er fællesskabet det vigtige, og så naturligvis at få sig rørt. Vi er heldige med, at mange af skolens elever går til noget i fritiden, men vi skal have alle med. Er man aktiv i en forening, så har man en sund krop og har lettere ved at lære. Det er også her man får et netværk af venner, så man ikke rammes af mobning, isolation, ensomhed og dårligt selskab. Vi er således så småt begyndt at tage hul på 3. år i planen, hvor der skal arbejdes for, at man ikke blot spiser sundt, har en sund krop, men også har det godt mentalt - er glad og har venner, slutter skoleinspektøren.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam