Tak til
 






  
05/05 2023

De to Danske Bank-afdelinger i Grenaa flytter sammen på Torvet

To Danske Bank-afdelinger i Grenaa bliver om føje tid til én. Det er blevet besluttet, at Storegade-afdelingen flytter ind i Torvet-afdelingen, der således står foran en større ombygning.


Dansk Banks to Grenaa-afdelinger rykker sammen i Torvet-afdelingen i Grenaa. Den nye afdeling slår dørene op ovenpå en større ombygning den 12. november.
Af Henrik Dolmer

– Det er en beslutning, som er blevet taget efter særdeles grundige overvejelser. Og blandt andet i samråd med vores kunder og bankens lokalråd, siger filialchef Johnny Kjærgaard, og han fortsætter:
– Den beslutning, der er blevet truffet, er i høj grad funderet på ønsket om at skabe en langsigtet løsning - og vi har samtidig valgt at lægge mindre vægt på økonomien i projektet. Vi har vejet plusser og minusser op mod hinanden ved begge placeringer, og kunne konstatere, at der ikke var ret mange plusser angående en Storegade-løsning. Derimod kunne vi finde adskillige plusser ved en Torvet-løsning. Først og fremmest det, at Torvet-afdelingen er meget ældre- og handicap-venlig, idet afdelingen ligger i stueplan og er helt uden trapper. Det er jo desværre ikke tilfældet i Storegade. Ældre, handicappede og gangbesværede i øvrigt kan således gå lige ind uden at skulle forcere trapper, og det finder vi utroligt vigtigt. Desuden betyder gadeplanet, at vi er i øjenhøjde med vores kunder. De skal ikke »op i højderne« for at besøge os, og det synes vi også er et godt signal at sende. Endelig er der langt bedre parkeringsforhold ved Torvet-afdelingen. Dels råder vi her over henved 10 p-pladser, som tilhører banken, og dels er der jo de offentlige parkeringspladser bag ved banken og muséet. Læg dertil de offentlige parkeringspladser foran banken ved kirketorvet. Så igen - meget bedre tilgængelighed for kunderne ved en Torvet-løsning, siger Johnny Kjærgaard.

Naturligt lysindfald

På Torvet får man desuden nogle store, lyse og venlige lokaler med en høj grad af naturligt lys-indfald på grund af de store vinduespartier, mens man i Storegade er »spærret lidt inde« hvad det naturlige lys-indfald angår.
– Både kunder og personale vil givet have stor glæde af det naturlige lys. Altså det at kunne opleve vind og vejr, og se om det er lyst eller mørkt udenfor. Desuden kan vi placere alle medarbejderne i ét og samme plan. Det kan ikke lade sig gøre i Storegade. Her har vi tidligere prøvet at have medarbejdere i to plan, og det er ikke at foretrække. Man har ikke mulighed for at trække på hinandens kompetencer på samme måde, som hvis man sidder sammen på det samme plan. Det giver en helt anden medarbejder-dynamik at befinde sig på samme plan, siger Johnny Kjærgaard.
Løsningen betyder, at der skal gøres plads til 25 medarbejdere på Torvet. De to medarbejdere i Glesborg bliver ikke berørt af flytningen. De kører uændret videre.
En større ombygning af Torvet-afdelingen er naturligvis nødvendig, og man arbejder i disse dage på at få lavet en plan for ombygningen i samråd med relevante byggetekniske rådgivere.
– Vi satser ikke på at bygge til, og gør vi det alligevel bliver det kun i et meget begrænset omfang. Vi råder over nogle lokaler på 1. sal, som p. t. ikke er lejet ud, og som vi derfor kan inddrage til personalefaciliteter. Det vil frigøre nogle kvadratmeter i stueplanet, således at vi kan få plads til alle 25 medarbejdere her. Herunder det at få skabt en passende afstand mellem de forskellige samtalepladser, så kunderne føler, at de kan snakke frit med deres rådgiver. Der skal naturligvis også gøres plads til et mødelokale af passende størrelse, men ambitionen er at få væltet sig mange vægge som muligt, siger Johnny Kjærgaard.

Sammenlægning sker den 12/11

Den officielle sammenlægnings-dag er fastsat til mandag den 12. november. Umiddelbart derefter vil der blive indkaldt til åbent hus-arrangement, hvor bankens kunder med flere kan tage den nye Danske Bank-afdeling i Grenaa i nærmere øjesyn.
I denne uge sendes der breve ud til kunderne, hvor banken orienterer om dens flytteplaner.
Afdelingen i Storegade har jo ellers for ganske nylig gennemgået en ganske voldsom ombygning og modernisering, og Johnny Kjærgaard erkender, at der er tale om virkelig dårlig timing.
– Men det kunne ikke rigtig gøres anderledes. De ombygnings-planer, der var før sam-brandingen af BG Bank og Danske Bank blev gennemført, kunne man ikke gå ind og obstruere. Som børsnoteret selskab er man jo underlagt nogle strenge børs-etiske regler, så man kan ikke bare gå ind og hive i håndbremsen i sådan en proces. Så der er ikke andet at sige end... ja, der er blevet spildt nogle penge på den konto, men ikke hver en krone. Møbler og inventar, der jo er helt nyt altsammen, tager vi naturligvis med under armen fra Storegade til Torvet. Endelig er de gennem-moderniserede lokaler i Storegade jo et attraktivt udlejnings/salgs-objekt for Danske Bank, så helt spildt er moderniseringen af lokalerne ikke, siger Johnny Kjærgaard.
Begge afdelinger holder åbent i hele ombygnings- og flytte-perioden.

Ingen fyringer

Johnny Kjærgaard fortæller til slut, at der ikke kommer til at ske nogle fyringer som følge af denne afdelings-fusion.
– Der er ikke en eneste kunde, der behøver at skifte rådgiver på grund af det her. Det ligger helt fast. Den nye afdeling bliver på 25 medarbejdere plus 2 i Glesborg, og det er der ingen planer om at rokke ved. Naturligvis sker der over tid en løbende og naturlig udvikling med hensyn til antallet af medarbejdere i en afdeling, og er der brug for arbejdskraft et andet sted i banken, ja så kigger vi naturligvis på det med et åbent sind. En filial med 25 medarbejde kan naturligvis bedre »levere varen« end en afdeling med 10 medarbejdere. Det siger sig selv, slutter Johnny Kjærgaard.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam