Norddjurs Kommune har fået knap 260.000 kr. til at skabe netværk til mænd over 60 år - i første omgang i den vestlige del af kommunen omkring Auning.
Flere mænd over 60 år har svært ved at skabe netværk, når de bliver ældre eller pludselig er alene. Hverdagen kan blive lang. Nu har Norddjurs Kommune fået knap 260.000 kroner fra Socialministeriet til at udvikle ældrepleje for den nævnte gruppe.
– Planen er at skrive til samtlige mænd over 60 år i det vestlige distrikt og fortælle dem om projektet. Dernæst er det planen at besøge mændene for at høre om deres behov og ønsker. Igennem samtalerne får vi et billede af, hvad de kan ønske sig at deltage i. Herefter vil vi samle de ældre i grupper med samme interesse, forklarer social og sundhedsassistent Anne Lise Olesen, Møllehjemmet i Auning, om det nye projekt.
Anne Lise Olesen og hendes kolleger har haft øje på området i længere tid. På Møllehjemmet i Auning er de faktisk allerede gået så småt i gang med en gruppe på syv mænd, som bor i nærheden af Auning.
– De syv vil gerne fortælle om, hvad deres fællesmøder har betydet for dem. På den måde håber vi på, at flere ældre, der står i samme situation, melder sig, så vi kan igangsætte flere grupper i området, fortsætter social-og sundhedsassistenten
Opfordring til foreningslivet
Anne Lise Olesen skal stå for projektet i Auning. Samtidig med brevene er sendt ud, er det også planen at kontakte samtlige foreninger i området.
– Vi håber, at foreninger vil møde op og fortælle om, hvad de har at byde på for folk over 60 år. Det må gerne blive med nogle små opvisninger ved hjælp af andre ældre, der er i gang og har et netværk. Vi skal nok kontakte foreningerne, men formændene i foreningerne må bestemt gerne henvende sig til mig allerede nu. Det er til fælles hjælp. De får medlemmer, og vi får skabt det ønskede netværk, opfordrer Anne Lise Olesen.
Netværk for mænd har 80.000 kroner i 2007, mens de i 2008 råder over 178.620 kroner til projektet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof