Skrald og affald skal gemme sig godt onsdag den 3. oktober, hvis det skal undgå de skarpe blikke fra 5. klasserne på Rougsøskolen, Langhøjskolen og Allingåbroskolen.
Udstyret med affaldssække finkæmmer eleverne kyststrækningen mellem Skovgårde og Lystrup og i området ved Voer Færgested.
Siden TV2-Østjylland i 2002 kørte en kampagne om at stoppe svineriet i Østjylland, har Rougsø Kommune hvert år fulgt op med et særligt affaldsarrangement. Det er sket sammen med folkeskolernes 5. klasser og er foregået i uge 40, hvor Miljøstyrelsen hvert år gennemfører projekt ren uge.
Norddjurs Kommune fortsætter nu traditionen. Det sker i et samarbejde mellem Udviklingsafdelingen og kommunens skoler. I 2007 deltager Rougsøskolen, Langhøjskolen og Allingåbroskolen, og det er håbet, at endnu flere skoler vil være med i 2008.
På de tre skoler integreres emnet »affald« i uge 40 i den daglige undervisning. Elever og lærere vil sætte fokus på, hvilke konsekvenser det har for os alle sammen, hvis ikke vi tænker os godt om og skaffer os af med affaldet på den rigtige måde.
Skolerne har planer om blandt andet at indsamle affald langs elevernes skolevej. Eleverne vil sortere og veje det indsamlede affald og opstille forskellige beregninger, de vil også bruge affaldet i kunstværker.
Onsdag den 3. oktober gør skolerne så fælles front. Fra morgenstunden bliver eleverne hentet i gamle veteranbusser fra foreningen Djursland for fuld Damp i Allingåbro og kørt ud til kyststrækningerne. Når strandrengøringen er afsluttet, går turen videre til genbrugsstationen i Drammelstrup. Her vil Reno Djurs’ medarbejdere give en grundig information om, hvordan man skiller sig af med sit affald på den rigtige måde, og hvor stor en del af affaldet, der i virkeligheden bliver genanvendt, hvis det bliver sorteret rigtigt.
Ugen slutter med arrangementer på de tre skoler, hvor borgerforeningerne i de enkelte områder vil påskønne indsatsen med et lille traktement for eleverne.
Kilde: Grenaa Bladet
sof