V&S Distillers har valgt at koncentrere sig fuldt ud om sin kerneforretning, nemlig produktion, markedsføring og salg af spiritus, og frasælger derfor sin gær- og melassespritfabrik i Grenaa.
Køberen af Grenaa fabrikken er canadiske Lallemand Inc., som er en af de førende gærproducenter i verden og som har haft samarbejde med Grenaa-fabrikken i mange år.
Produktionen af gær og melassesprit er ikke en del af kerneforretningen i V&S Distillers, og et af målene med frasalget har været at finde en løsning, hvor fabrikken i Grenaa kan fungere som en integreret del af en ny virksomhed med fokus på gær på det globale marked.
– V&S er stolte over at kunne aflevere ikke bare en moderne og effektiv fabrik men også en velorganiseret virksomhed med kompetente medarbejdere med stor faglig ekspertise inden for produktionen af gær og melassesprit, siger Per Rasmussen, underdirektør for sprit og gær, V&S Distillers.
– Lallemand og Grenaa-fabrikken har haft et godt samarbejde i mange år, hvilket har været en medvirkende årsag til, at vi har opnået en førende position inden for visse gærspecialiteter. Jeg ser derfor frem til nu at bygge videre på dette succesrige og udbytterige samarbejde. Jeg føler mig overbevist om, at Lallemand som ejer er den bedste mulige løsning for Grenaa fabrikken og dens medarbejdere. Dette har uden tvivl også været en af grundene til, at V&S valgte at sælge til Lallemand, siger Jean Chagnon, president i Lallemand Inc.
Frasalget giver V&S Distillers mulighed for at fokusere yderligere på sin produktion af vodka, akvavit og bitter på virksomhedens øvrige nordeuropæiske produktionsfaciliteter i Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og Polen.
V&S Distillers har frasolgt sin gær- og melasse-spritfabrik på Bredstrupvej i Grenaa til en canadisk samarbejdspartner.
Fakta om V&S Distillers i Grenaa
V&S Distillers i Grenaa er Danmarks eneste producent af melassesprit og gær, og kaldes i daglig tale ikke andet end »Spritfabrikken«, og er beliggende på adressen Bredstrupvej 33 i Grenaa.
Fabrikken blev bygget i starten af 1970'erne og den første produktion af gær fandt sted i 1973.
I dag har V&S Distillers i Grenaa et moderne fuldautomatiseret produktionsanlæg og fremstiller 50.000 liter melassesprit i døgnet samt bagegær og vingær og en række biprodukter.
I 2006 producerede fabrikken i alt 15,5 mio. liter melassesprit og 13.500 ton bagegær, vingær og gærspecialiteter. V&S Distillers i Grenaa beskæftiger 81 medarbejdere.
V&S Distillers indgår i V&S Danmark A/S, der er resultatet af sammenlægningen af De Danske Spritfabrikker og Vingaarden. V&S Danmark A/S er den førende vin- og spiritusvirksomhed i Danmark og beskæftiger godt 500 medarbejdere. Selskabet er ejet af V&S Group, der er en af verdens 10 største spiritusvirksomheder. Internationalt er koncernen mest kendt for Absolut Vodka, der er verdens fjerdestørste premium-spiritus–mærke. I Danmark producerer og markedsfører vi bl.a. Aalborg Akvavit og Gl. Dansk.
Kilde: Grenaa Bladet
sof