Den 22. februar 2008 kan man opleve Michael Falch Solo i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Billetsalget til koncerten starter onsdag den 7. november i Kulturhuset Pavillonen, via www.pavillonen.dk og i Djurslands Banks afdelinger.
– Michael Falch er kommet tilbage i sit livs musiksalske storform, så derfor glæder vi os naturligvis til hans besøg den 22. februar. Det bliver en aften i seværdigt selskab med gode historier og gode sange - akustisk og helt solo, udtaler kulturhusleder Jesper Jul fra Kulturhuset Pavillonen.
Så i starten af det nye år rykker Michael Falch atter alene ud på en stribe af de solo-koncerter, der gennem årene har fået status af enestående, intense oplevelser, der trækker fulde huse på landets bedste kultursteder. I et langt akustisk forår ‘08 bliver det igen den livserfarne scenemand og hans sårbare sange, der fylder scenen med sjæl. Han har prøvet ikke så lidt undervejs, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når Falch deler ud af oplevelserne i sine sange og i de stærke og ofte muntre livshistorier, han deler med publikum.
Soloturnéen kommer efter en heftig elektrisk periode for Michael Falch, som har turneret intensivt med sit nye backingband, Boat Man Love. Bandet stod også bag ham på hans nye udgivelse fra september 2007 »Sange til Undren«, et gnistrende rockalbum, der af adskillige anmeldere blev kaldt Falchens hidtil bedste.
Kilde: Grenaa Bladet
sof