Som den eneste helårsåbne herregård i Region Midtjylland arbejder herregårdsmuseet Gl. Estrup ved Auning i Norddjurs Kommune intensivt på at skabe gode rammer for kulturinteresserede i vinterhalvåret.
 Herregårdskøkkenet er et af de steder på Gl. Estrup, hvor der ofte er varme, aktivitet og tid til en god snak med de besøgende. Foto: Berit Guldmann Hornstrup.
|
Med et besøgstal som har rundet de 100.000 i 2007 markerer Gammel Estrup sig som en væsentlig kulturattraktion i Midtjylland. Den danske herregårdskultur er af væsentlig betydning for forståelsen af tidligere tiders samfunds- struktur. I den nye Region Midtjylland er kun ganske få herregårde åbne for besøgende, og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet glimrer ved at være den eneste, som er åben hele året rundt.
– Der er kun få herregårde i Danmark, som er indrettet på en måde, så historien om den pågældende herregård eller herregårde i Danmark generelt er i fokus. På Gammel Estrup – Herregårdsmuseet har vi en meget stor styrke i, at vi tager formidlingen af det levede liv på de danske herregårde yderst seriøst, fortæller museumsdirektør Britta Andersen, og hun fortsætter:
– I de kommende år vil vi arbejde på at styrke forholdene for vores besøgende, og på at øge opmærksomheden om de særudstillinger, vi hvert år byder på om livet på herregårdene.
Endelig varme – efter 77 år
– Vi har gennem en længere årrække haft åbent hele året, så det er måske en tilsnigelse at sige, at Gammel Estrup - Herregårdsmuseet er en »ny« helårsattraktion, indrømmer Britta Andersen. Der er imidlertid med stor glæde, at vi kan fortælle, at et stort anlagt varmeprojekt til 2,2 mio. kr. nu er færdigt. Hvor der om vinteren før har været samme temperatur indendørs som udendørs, kan museet nu i de kolde måneder skrue op for varmen til glæde for genstande og gæster. Vi fik i 2006-07 penge fra C.A.C. Fonden, Augustinus Fonden, William Demants og Hustru Ida Emilies Fond, Tryg Fonden og Tuborgfondet, og i løbet af foråret og sommeren 2007 blev der efterfølgende gennemført et større sikrings-, isolerings- og varmeprojekt på museet. Huset blev isoleret mellem etageadskillelserne, der blev opsat forsatsvinduer i udstillingsarealet, og der blev etableret el-udtag til de olieradiatorer, der er opstillet i udstillingsarealet om vinteren. Projektets gennemførelse sikrer, at Gl. estrup, efter 77 år som museum, nu endelig kan byde inden for til en højere temperatur og et bedre indeklima i bygningen året rundt til gavn for genstande, gæster og teknologi, siger hun.
Jul i gamle dage
Den højere temperatur i år kommer for første gang de mange gæster til gode, som hvert år besøger Gammel Estrup i vinterhalvåret. Museet kastede sig sidste år ud i en større formidlingssatsning med etablering af en juleudstilling anno 1918 og afholdelsen af hele fire weekender, hvor besøgende kan komme ud og se hvordan man på oldemors tid ville forberede en herregård på at fejre jul for de adelige beboere og tilrejsende gæster fra nær og fjern. I januar og februar næste år planlægger museet også at lave omvisninger i de sene, mørke eftermiddagstimer, hvor huset skal oplyses af levende lys.
– Vi ved fra Allehelgensaften og juleaktiviteterne, at herregården står utrolig smukt i aftenmørket, og vi glæder os til at byde forskellige grupper inden for til omvisninger. Og de højere varmegrader gør vinteraktiviteterne det til en langt mere behagelig oplevelse for vores mange besøgende, siger Britta Andersen.
Et aktiv for helårsturisme på Djursland
I forsommeren blev Djursland sammen med seks andre områder taget med i et projekt om helårsturisme af den landsdækkende turismeorganisation VisitDenmark. Projekt helårsturisme på Djursland"s idé er at gøre Djursland til et kraftcenter, hvor en styrkelse af kvaliteten i turismetilbudene er i fokus, og hvor der lægges stor vægt på at skabe opmærksomhed på Djursland som besøgsmål året rundt.
– Her kan vi kun glæde os over, at vi på Gl. Estrup allerede tilbyder præcis det som efterspørges, nemlig et kvalitetstilbud, som netop er åbent i alle årets 12 måneder. Hvor Djurslands dyreparker og sommerland lukker for vinteren kan kulturinstitutionerne på Djursland samlet set tilbyde Destination Djursland et stærkt produkt, og vi glæder os til at arbejde videre i et konstruktivt samarbejde med Destination Djursland, bemærker Britta Andersen.
Som led i Norddjurs Kommunes satsning på udvikling af helårsturisme har museet med glæde modtaget oplysning om, at kommunen for året 2008 har afsat en sum penge til igangsætning af opvarmningen af museet. Den daglige opvarmning af de 2.500 m2 udstillingsareal er en stor post på museets budget, og den givne støtte til opvarmning glæder museet sig til at kunne »omsætte« til flere besøgende i ydersæsonen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof