I december-udgaven af Grenaa Havns eget blad, »Havne- og Erhvervsnyt«, gør havnens administrerende direktør, Henning Laursen, status over 2007 - og kigger frem mod det nye års udfordringer.
Han kan blandt andet fortælle, at 2007 har været et både travlt og begivenhedsrigt år for Grenaa Havn A/S.
 Direktør for Grenaa Havn A/S, Henning Laursen, synes fremtiden tegner lovende for Djurslands største erhvervshavn.
|
– Vi har fået en række nye kunder og samarbejdspartnere til Grenaa, hvilket, sammen med væksten hos en del af vore mangeårige kunder, har været med til at give en pæn vækst i aktiviteten på Grenaa Havn, udtaler havnedirektøren, der synes, at udsigten til de kommende år ser mindst ligeså god og spændende ud, da den udvikling, der er i gang på havnen og på resten af Djursland, for alvor er kommet godt i gang.
– Der kan jo blot nævnes udviklingen af det store projekt med en bioethanol-fabrik og Uniscrap A/S, der er i fuld gang med testkørsel af deres spritnye anlæg her på havnen, siger havnedirektøren, der dog ikke lægger skjul på, at der også er nogle ting, hvor der til stadighed skal kæmpes.
– Her kan nævnes modulvogntog, hvor der i 2007 i Folketinget blev bevilget 85 mio. kroner for at få 10 havne med i forsøget. Nu har Vejdirektoratet lavet en rapport, der viser, at yderligere 9 havne - hvoraf Grenaa Havn er den ene - en række transportcentre og en række store erhvervsvirksomheder kan komme med i forsøget for godt 42 mio. kroner ekstra. Vi er overbeviste om, at de ansvarlige politikere vil træffe de rigtige beslutninger med henblik på at få disse havne og virksomheder i øvrigt med i den kommende forsøgsordning, og her tænkes naturligvis på det nye Trafikudvalg samt den nyudnævnte trafikminister, udtaler havnedirektøren.
Kilde: Grenaa Bladet
sof