Venstres lokale regionsråds-medlem Alice Espeholt glæder sig over, at Region Midtjyllands forretningsudvalg har sparket det famøse sygehus-papir - der blandt andet foreslår Grenaa Sygehus’ sengeafdeling nedlagt - til hjørne.
Af Henrik Dolmer
– Indholdet i det notat var ligeså stor en overraskelse for mig, som det var for lokalbefolkningen.
Så jeg har - sammen med mange andre regionsråds-politikere - protesteret kraftigt over den fremgangsmåde, at man ophøjer at administrativt papir til et offentligt debat-oplæg. Det bør aldrig nogensinde ske igen. Der er ikke for to gram politisk holdning i det oplæg, og det skulle derfor aldrig have været offentliggjort. Den rigtige fremgangsmåde havde været at behandle det rent politisk før det havnede i offentligheden. Så havde vi politikere jo også haft en chance for at pille de mest horrible forslag ud af oplægget inden det blev sendt ud til debat. Eksempelvis sengeafdelingen i Grenaa, som jeg naturligvis vil kæmpe meget hårdt for bliver pillet ud, siger Alice Espeholt.
– Nu får vi tid til at sætte os ind i sparekataloget, og så må vi se, hvor det lander i den sidste ende. Min indgangsvinkel i den proces er dog ikke udelukkende funderet på Grenaa og Djursland. Som regionsrådspolitiker synes jeg, at man er forpligtet til at se på helheden i regionen. Så jeg synes også, at det er interessant hvad der sker på sygehusområdet i Holstebro. Jeg vil ikke være sognerådspolitiker. Jeg fokuserer også meget på de andre udkantsområder i regionen. Her er det jo oplagt, at vi politikere, der kommer fra disse områder, står sammen, så regionsrådet samlet set ikke glemmer, at folk i yderområderne også har krav på en ordentlig service, siger Alice Espeholt.
Centraliserings-trenden på sygehus-området er dog uomtvisteligt stærk, og her mener Alice Espeholt, at man lokalt kan modstå presset ved selv at gå aktivt ind i en fremtidssikring af ens sygehus.
– Her tænker jeg naturligvis på de planer, der er omkring etablering af et sundhedscenter på sygehuset. Jeg deltog i et møde kort før jul med deltagelse af praktiserende læger, politikere fra regionen og kommunen og hospitals-ledelsen. Det var et godt møde, og jeg håber virkelig, at man forstår at samle bolden op, så vi kan få et stærkt sundhedscenter på stedet - med praktiserende læger i en kombination med de 20 senge. Så bliver der pludselig perspektiv i tingene, og det kan om noget være med til at fremtidssikre sygehuset i Grenaa, vurderer Alice Espeholt.
Kilde: Grenaa Bladet
sof