Grenaa Syd - det vil sige Fuglsang-området inklusive Trekanten og Rugvænget - gennemlever i øjeblikket noget af et aktivitets-boom. Der bygges således på livet løs - både til butikker og privat beboelse.
Hesø Udvikling står bag opførelsen af et 2.400 m2 stort erhvervsbyggeri på Rugvænget, der hvor den gamle, nu nedbrændte Hessel-lade i sin tid stod - og lige overfor opfører Punkt1 og Energicon deres nye fælles domicil. Læg dertil, at Volvo-Renault- forhandleren Pedersen & Nielsen om føje tid flytter fra Fabrikvej 4 til Rugvænget 29, der senest har huset møbelhuset Danbo Møbler.
I Hesø’s erhvervsbyggeri er man klar med butikken »Ønskebørn«, der åbner den 21. februar. Læs mere herom andetsteds på tema-siderne. »Ønskebørn« kommer til at brede sig over cirka 600 m2 i det nye erhvervsbyggeri, hvilket efterlader plads til yderligere to lejemål på små 1.700 m2 alt i alt. Det kan dog slåes sammen til ét stort lejemål i stedet. Hesø Udvikling kan oplyse, at der er rigtig pæn interesse for at leje sig ind på disse resterende kvadratmeter, men at det endnu er for tidligt at melde noget konkret ud.
Hvad udstykning af byggegrunde og nybyggerier angår, er området også oppe på lakridserne. Der er tale om ét af Grenaa’s/Norddjurs Kommunes byvækstområder, hvilket er ensbetydende med, at der er lavet lokalplaner i området, der gør, at området bag Hestehave-villaerne kan udvikle sig yderligere i form af flere parcelhus-udstykninger, ligesom der også er nye sommerhus-udstykninger på vej i dette område. Den øgede trafikmængde, som det vil afstedkomme, kan den lille Ramskovvej ikke klare, så derfor er kommunen i gang med at forberede en ny vejadgang til området - fra Fuglsangvej og tværs over markerne bag Hessel Gods.
Selve Trekanten fik også en ny forretning i 2007 i form af børnetøjs- og børneudstyrs-forretningen »Små Mirakler«, og i forvejen finder man jo disse forretninger på Trekanten: Flügger Farver, Designa (køkken, bad og garderobe), Spar-købmanden, Bolig-Huset og Nymann Autoparts. Vil man handle bil, så er Trekanten også rigtig godt med. Her finder man nemlig mærkerne VW, Seat, Toyota og Peugeot. Endelig finder man elinstallationsfirmaet BP Electric og fagforeningen 3F på Trekanten i Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
sof