Tegn i sol og måne på, at senge-afdelingen på Regionshospitalet Grenaa IKKE spares væk
En revideret hospitals-spareplan for Region Midtjylland skal i offentlig høring fra midt i april til sidst i maj, og spørger man de to lokale regionsråds-medlemmer Gert Schou (S) og Alice Espeholt (V), så tegner der sig efterhånden et klart flertal for at pille de 20 sengepladser på Regionshospitalet Grenaa ud af spareforslaget.
Af Henrik Dolmer
Dermed er der tegn i sol og måne på, at lokalbefolkningen på det østlige Djursland godt kan begynde at ånde lettet op. Der bliver formentlig ikke pillet ved de 20 sengepladser, og det samme gør sig gældende vedrørende hospitalet i Ringkøbing, der ifølge det oprindelige spareforslag også stod til at miste sine sengepladser (43).
På et gruppemøde i den socialdemokratiske gruppe onsdag i sidste uge fik Gert Schou det klare indtryk, at man vil frede sengepladserne i hhv. Grenaa og Ringkøbing.
– Jeg har helt fra starten af arbejdet meget målrettet på at få pillet sygehuset i Grenaa ud af spareplanen, og har undervejs gjort det klart, at jeg ville stemme imod min egen gruppe, hvis man besluttede sig for at fastholde forslaget. Udadtil har jeg ikke råbt særligt højt, men det er udfra en overbevisning om, at man som oftest opnår de bedste resultater ved at være saglig og konstruktiv, idet en given sag diskuteres. Det er sjældent, man opnår det man vil ved at stå og råbe folk direkte ind i hovedet, siger Gert Schou, der blandt andet har kørt meget hårdt på de samfunds-økonomiske beregninger, der ligger til grund for spareforslaget.
– Transport-udgifterne til de patienter, der i stedet ville skulle ligge til aflastning og lignende i Randers - hvor man i øvrigt slet ikke har plads til de ekstra patienter - vil hurtigt æde det meste af besparelsen på de 3,5 mio. kroner op. Og et andet godt argument har været, at afdelingen har været fuldt booket siden Egon Jensen tiltrådte som koordinerende overlæge. Behovet for sengepladserne har således manifesteret sig meget tydeligt, og det har naturligvis også været et tungtvejende argument, siger Gert Schou, der også nævner presset fra andre yderområde-politikere samt den massive lokale protest-virksomhed som stærke faktorer i det, der nu til forveksling ligner en redning af sengepladserne.
– Det har givet både mig og Alice (Espeholt - red.) vind i sejlene i vores fælles bestræbelser på at få taget det her helt horrible forslag af bordet, slutter den tidligere Grenaa-borgmester.
Haft is i maven
Alice Espeholt har hele tiden haft svært ved at tro på, at sengepladserne ville ryge sig en tur.
– Jeg har haft is i maven, fordi jeg simpelthen ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig situtionen. Det ville yderområderne i regionen ganske enkelt ikke kunne holde til, og jeg har hele tiden været overbevist om, at der ikke ville vise sig et flertal for at skabe en region i total ubalance. Så mange ufornuftige mennesker er der simpelthen ikke i regionsrådet, siger Alice Espeholt, der i sit »lobby-arbejde« for sygehuset i Grenaa har allieret sig med regionspolitikere fra den vestlige del af regionen.
– Jeg er da også utroligt glad for, at det var vores gruppeformand, Aleksander Aagaard, der i forretningsudvalget stillede forslag om at få stoppet den oprindelige hospitalsplan. Den var jo ellers klar til at blive ekspederet direkte i regionsrådet, hvorefter proceduren havde været at sende den direkte i offentlig høring. Er der noget, der har gjort mig rasende i den her sag, så er det den del af det. Den skulle have haft de politiske fingeraftryk, som den får nu, og at den var så tæt på at ryge direkte igennem regionsrådet som den var, det synes jeg er rystende, siger Alice Espeholt, der i den forbindelse ikke har den store fidus til formand Bent Hansen og næstformand Flensted-Jensen.
– Jeg har meget svært at tro, at de to var lige så overraskende over indholdet i planen, som vi andre var, siger hun.
Det glæder hende meget, at der tilsyneladende nu er konsensus i den socialdemokratiske gruppe omkring det at pille sengepladserne i Grenaa og Ringkøbing ud af spareplanen, og kan for sin egen gruppes vedkommende fortælle, at den har stillet en række kritiske spørgsmål til de økonomiske beregninger. Man har ikke fået svar på disse spørgsmål endnu, men hun føler også, at vinden blæser den rigtige vej i hendes gruppe.
– Jeg ved, at der er flere end mig, der ikke vil være med til at sende det oprindelige forslag i høring, så jeg ser fortrøstningsfuldt på det videre forløb, siger Alice Espeholt.
Viceborgmester en glad mand
Viceborgmester i Norddjurs Kommune, Niels Erik Iversen, er naturligvis en glad mand.
– Det er jo en helt fantastisk god nyhed, at det højst sandsynligt lykkes at få pillet de 20 senge i Grenaa ud af spareplanen inden den sendes i høring. Jeg vil i den forbindelse rigtig gerne både rose og takke alle mennesker, der har været aktive i debatten - både i nord- og syddjurs. Den brede og massive opbakning har været kraftigt medvirkende til at få regionsrådet til at forstå, at det bare ikke duer, at man piller yderområdernes eksistens-muligheder fra hinanden bid for bid. Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Nu skal vi virkelig lægge os i selen, så vi kan få etableret et sundhedscenter på sygehusgrunden - noget, der kan være med til at fremtidssikre området - til glæde for borgerne i almindelighed og vores egns udviklingsmuligheder i særdeleshed, siger Niels Erik Iversen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof