Tak til
 






  
05/05 2023

Djurslands Bank i økonomisk topform

Med et overskud på godt 102 mio. kr. for året 2007 viste Djurslands Bank igen, at der kan skabes gode bankresultater i en periode med usikkerhed på de internationale finans-markeder.

Det gode resultat er skabt gennem en god stabil vækst i ind- og udlån fra både bestående kunder og nye kunder. Udlånet er gennemsnitligt steget med 602 mio. kr. eller 19,3% og indlånet med 620 mio. kr. svarende til 17,9%.
– Vi driver en bank i balance, udtaler bankdirektør Ole Bak og uddyber det med, at Djurslands Bank har gjort en dyd ud af, ikke at jagte de yderste og mest risikofyldte bankforretninger, som ellers kunne have medvirket til en endnu større vækst i bankens udlån.
– Vi har meget fokus på vækst - men en kontrolleret vækst, hvor vi både fokuserer på udlånsengagementernes bæredygtighed og risiko samt det sunde princip, at væksten i indlån følger væksten i udlån, fastslår Ole Bak.
Baggrunden for det flotte regnskab er væksten i forretningsomfanget. Og her taler vi ikke kun om ud- og indlån. Resultatet bæres også af en flot vækst i pensionsindbetalinger, større markedsandel på realkreditmarkedet, fremgang på forsikringsområdet - og ikke mindst en fortsat kraftig vækst på investeringsområdet.
– For et par år siden etablerede vi et Finanscenter i centrum af Århus. Det har givet pote. Mange formuende kunder i Århus lægger vægt på, at de i Djurslands Banks Finanscenter kan møde en lokal investeringsekspert, - et koncept vi også har succes med i bankens øvrige afdelinger, påpeger Ole Bak, og fortsætter:
– Antallet af værdipapirhandler er steget markant, og det kan også ses på indtjeningen. Over halvdelen af de samlede gebyr- og provisionsindtægter stammer således fra bankens værdipapirhandel.
Trods kursfald på aktiemarkedet i 4. kvartal, er det tillige lykkedes banken at opnå en samlet kursgevinst på bankens egen beholdning af værdipapirer på 15 mio. kr. i 2007.

Tab på kunder på meget lavt niveau

– Djurslands Bank er bank for kunder med sund fornuft i økonomien. Sådan lyder en af bankens 5 værdier - og i Djurslands Bank er værdier ikke bare noget man har i et ringbind på hylden. Nej, medarbejderne handler og beslutter sig på baggrund af værdiern?, fortæller Ole Bak.
Banken kan da også indtægtsføre 9,1 mio. kr. fra posten nedskrevne udlån.
Når banken har betalt små 23 mio. kr. i skat er der 79,7 mio. kr. i overskud til bankens aktionærer. På bankens generalforsamling vil bestyrelsen foreslå, at der udbetales 7 kr. pr. 20 kr. aktie i udbytte - svarende til en samlet udbyttebetaling på 9,8 mio. kroner.
På generalforsamlingen vil der også blive stillet forslag om, at bankens aktiekapital nedsættes fra 28 til 27 mio. kroner. Aktierne hentes fra bankens egen beholdning, og vil ikke forringe bankens høje soliditet. Samtidig vil banken foretage et aktiesplit, - en aktie på 20 kr. vil fremover blive til 2 aktier på hver 10 kr.
– På den måde bliver det økonomisk mere overkommeligt at blive ny aktionær i vores bank, og alle vi nuværende 14.850 aktionærer får jo blot det dobbelte antal aktier til en halveret børskurs. Langt hovedparten af bankens mange aktionærer er også kunder i banken, og de kan glæde sig over, at aktiekursen er steget med 145% over de seneste 5 år, hvilket er blandt de højeste stigninger i bankaktier i Danmark, siger Ole Bak.

Nye mål i 2008

Han lægger ikke skjul på, at samfundskonjunkturerne for 2008 peger pilen mere nedad, end vi har oplevet gennem de seneste mange år. Det betyder for nogle finansielle virksomheder, at de lette gevinster forsvinder - og der atter kommer fokus på de mere traditionelle bankforretninger.
– Og her har vi vores styrke i Djurslands Bank, fastslår Ole Bak.
– Vi går derfor fremtiden aktivt i møde ved at etablere en ny fjernkunde-afdeling i hovedkontoret. Fjernkunder, er set med vores briller, kunder som bor udenfor vores primære markedsområde i Østjylland, og som naturligvis har sund fornuft i økonomien. Vi vil også benytte det forventelige lidt lavere samfundsgear til at vurdere på muligheden for, at etablere yderligere en filial indenfor
bankens markedsområde, afslutter en tilfreds bankdirektør.
Djurslands Bank forventer i 2008 et resultat før kursreguleringer og skat på i niveauet 75 - 85 mio. kr.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam