Grenaa Tekniske Gymnasium etablerede for tre år siden en variant af den naturvidenskabelige linie, så Stine Baltzer og fem andre piger kunne få den studentereksamen, de nu afslutter til sommer.
 Grenaa Tekniske Gymnasium etablerede for 3 år siden en variant af den naturvidenskabelige linie, så Stine Baltzer og fem andre piger kunne få den studentereksamen, de nu afslutter til sommer.
|
Tekst/foto: Klaus Hansen
Stine Baltzer har altid haft en drøm om at blive sygeplejerske. Hun var klar til at gå i gymnasiet fra 9. klasse i Ryomgård, men hvad skulle Stine så vælge? Først besøgte hun Grenaa Gymnasium, så Paderup ved Randers, men hos ingen af de to almene gymnasieskoler fandt hun det helt rigtige. En kammerat fra Ryomgård foreslå så Stine at se på Grenaa Tekniske Gymnasium, en mulighed som Stine ikke blev præsenteret for i skoletiden. I tredje forsøg var der bingo. Og så var det alligevel ved at falde på gulvet.
– Vi var seks piger, der havde meldt sig til en naturlinie, ikke nok til en klasse. Vi var faktisk på vej væk for at finde nye muligheder. Det ærgrede Teknisk Gymnasium så meget, at Ingrid (skolelederen - red.) fik sammensat en variant af naturvidenskabelige linie, så vi kunne få kemi, matematik og psykologi, fortæller den 18-årige studerende.
I dag går Stine i 3. g naturvidenskabelig variant i daglig tale på skolen: NV. Hun har netop afleveret en hovedopgave med kemi med tilhørende bifag. Heri indgår også en del udenfor pensum. De studerende har haft en uge til at gennemføre opgaven.
– Udenfor pensum valgte jeg at skrive om smertestillende medicin. Det handler om virkningen på kroppen, når vi tager Panodil. Vi har siden oktober vidst i hvilken retning opgaven gik, men det konkrete spørgsmål fik vi først 25. januar og skal så aflevere svarene 1. februar til bedømmelse, fortæller Stine Baltzer.
Optagelser og en ny skala
Smertestillende medicin fortæller også, hvad Stine gerne vil, når hun har fået den blå hue på hovedet til sommer.
– Jeg går efter at komme på universitet og læse medicin. Jeg håber, at mit gennemsnit bliver højt nok til at blive optaget. Lige nu er jeg i tvivl om, hvor optagelsesgrænsen bliver. Den nye karakterskala hedder nu 12 - 10 - 7 o.s.v., så det bliver lidt spændende at få det afklaret, fortæller Stine Baltzer en formiddag i kantinen på Grenaa Tekniske Gymnasium.
Hun er faktisk den første af familien, der tager en studentereksamen. Faderen er uddeler i Thorsager, og moderen er socialrådgiver på Norddjurs Kommune.
– Min mor arbejder også med mennesker. Det ville jeg også, men ingen i familien har været sygeplejerske. Jeg skal ud til min mormors faster for at finde én i hospitalsverdenen. På Grenaa Teknisk Gymnasium fandt jeg ud af, at den naturvidenskabelige linie kan give adgang til medicinstudiet på universitet, så det er jeg gået efter siden, uddyber Stine sine fremtidsplaner.
Det treårige forløb på Grenaa Teknisk Gymnasium (HTX) har været godt. Undervisningen og det sociale liv i klassen har fungeret godt.
Har altid søgt mod Grenaa
– Jeg har altid søgt ud mod Grenaa for at komme videre med min uddannelse. Skolen er ikke større, end vi kender hinanden. Også fordi vi arbejder på tværs af klasserne i valgfag. Fredagscafé og de private fester har også samlet os, så jeg har fået mange nye veninder og venner. Klassen har haft et godt mix mellem unge fra Grenaa og Djursland. På den måde var det også godt at skifte fra 9. klasse og til en anden skole i Grenaa, siger Stine.
Hvis Stine skal pege på noget, der kan være lidt irriterende på HTX, er det, når IT-systemet bryder ned.
– PC’eren er vores livline, så når vi har problemer med at komme på nettet, giver det lidt frustrationer. Det skal køre trådløst, men når flere downloader nogle store filer, så går systemet ned. Teknisk Gymnasium tilbyder en bærbar pc’er til omkring 4000 kr. med licenser og service, og så er pc’eren vores, hvis vi består. Det er et godt tilbud, siger Stine Baltzer
Flere timer – færre lektier
Ellers er det fedt at bruge IT til alt i studieperioden. Det gælder også de elektroniske bøger.
– Vi har flere timer om ugen end i det almene gymnasium. Til sammenligning har vi så færre lektier med hjemmearbejde. Vi har mere fokus på gruppeopgaver og projekter. Det har fungeret godt for mig, forklarer pigen fra Ryomgård.
Hun afsluttede tre fag i 2007, men i 2008 skal Stine op i otte eksamener, fordelt på seks fag, hvoraf to er både mundtlig og skriftlig. Først 15. maj ved hun, hvad det enkelte pensum omfatter.
Den 18-årige studerende har også opdaget, at de sproglige fag ikke står i vejen for en videregående uddannelse på universitetet som f.eks. medicin.
– Jeg har talt med en, der går på medicinstudiet. Hun har kun haft to engelsksprogede bøger. Alle andre bøger er skrevet på dansk. Derfor ser jeg det ikke som et stort problem. Jeg må så blot hænge ekstra på i de fag, hvor det kræver en udvidelse af mine engelske kundskaber, kommer det kontant fra Stine, som et tydeligt tegn på, hvad hun vil i de kommende 6-7 år, som medicinstudiet tager.
Tid for søsteren på 15 år at vælge
I løbet af foråret skal hun på besøg på universitet i Århus, snakke med medicinstuderende og følge en forelæsning, så hun véd, hvad der venter hende fra september 2008. Hvis hun klarer kravene. Og det skræmmer hende heller ikke at flytte til Århus og fortsætte studierne. Hidtil har Stine boet hjemme hos forældrene i Ryomgård. I weekenden har hun tjent penge i Brugsen i Thorsager.
I den lille familie bliver der også snakket skolevalg og studieretning i disse dage. Søsteren på 15 år skal 15. marts vælge, hvad hun vil efter folkeskolens 9. klasse.
– Selv om jeg gik direkte fra 9. klasse og på gymnasiet, så håber jeg, at hun vil tage 10. klasse med, fortæller Stine, selv om hun godt véd, at det giver stof til megen familiediskussion i hjemmet. Måske bliver der brug for en ekstra Panodil!
Kilde: Grenaa Bladet
sof