Den 31-årige Mikkel Sørensen barsler med mange nye tiltag i kølvandet på, at han er blevet udnævnt som butikschef i herretøjsforretning Mr. Grenaa i Storegade i Grenaa. Dermed vender han tilbage til sine rødder, idet han faktisk er udlært i butikken i sin tid.
 Den 31-årige Mikkel Sørensen er netop startet som butikschef i den butik, Mr. Grenaa, som han i sin tid blev udlært i.
|
Af Henrik Dolmer
Mikkel Sørensen kommer oprindeligt fra Trustrup, og det østlige Djursland var således hans base de første 25 år af hans liv. De seneste 6 år har han imidlertid været væk fra området, og bor således i Lisbjerg ved Århus sammen med kæresten gennem 12 år efterhånden, Mette Jakobsen. Hun er i øvrigt også oprindeligt fra Grenaa, og spiller faktisk håndbold i Åstrup/Hammelev. I øjeblikket er de i færd med at kigge på hus i Grenaa og omegn med henblik på at flytte tilbage til området, hvor de begge to er født og opvokset.
Mikkel er som nævnt udlært i butikken. Det var dengang den hed Mr. Rasmus og chefen hed Jesper Rasmussen. Siden er den blevet overtaget af ægteparret Olav og Anita Granaas, der er bosat i Køge på Sjælland, men som altså blandt andet ejer Mr.-butikken i Grenaa. Det er således dem, der har ansat Mikkel Sørensen som ny butikschef i Mr.-butikken i Grenaa, der ved siden af den voksne herre-mode også råder over en ung herremode-afdeling under det selvstændige navn »Freeq«.
Mikkel Sørensens vej tilbage til byen
3 måneder efter, at han var færdig-udlært som tøj-ekspedient, forlod han sin gamle læreplads for at søge nye udfordringer andre steder i landet indenfor tøj-branchen.
– Jesper havde den indstilling, at butikkens elever først var rigtig udlærte, når de havde været ude og mærke verden. Det vil sige prøvet noget nyt indenfor branchen i nogle af de store byer. Så man kommer i berøring med mode-branchen fra nogle andre vinkler. Og det har da også været utroligt spændende og udviklende at få den dimension med i bagagen, siger Mikkel Sørensen, der i den forbindelse har været ansat i et par tøjbutikker i Århus. Møbelbranchen har han faktisk også været omkring, og senest har han været ansat på Stadsbiblioteket i Århus under Århus Universitet.
Tilknytningen til tøj-branchen har han dog fastholdt, idet han gennem de seneste 1 1/2 år har hjulpet til om lørdagen i Mr. Grenaa.
– Det har været for at holde min tilknytning til branchen ved lige, og da jeg så fik tilbudt stillingen som butikschef for mit gamle lærested, så var det en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til, siger Mikkel Sørensen, der allerede har igangsat flere moderniserings-tiltag i forretningen. Man er således i fuld gang med at lave en større modernisering af konfektions-afdelingen (nyt gulv og masser af maling), ligesom forretningen også er på vej med en hjemmeside. Et web-bureau er i fuld gang med at udvikle den, og den skulle - hvis alt går vel - være kørende sidst i marts, eller først i april. Den vil kunne findes på hjemmeside-adressen www.mrgrenaa.dk.
Mikkel går også og brygger lidt på nogle nye service-tiltag - blandt andet noget dør-til-dør-levering for den gruppe af kunder, hvor det kniber med mobiliteten.
– I det hele taget vil jeg gerne medvirke til sammen med resten af personalet at give hele forretningen et frisk pust, der er til at få øje på, slutter Mikkel Sørensen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof