Tak til
 






  
05/05 2023

Grenaa’s byfotograf Frank Pedersen beretter om sit liv i ny erindringsbog

Fredag den 4. april kl. 14.00 afholder Det Historiske Udgiverværksted i Grenaa en reception i anledning af udgivelsen af erindringsbogen »Lidt om mit liv og byfotografering«. Receptionen afholdes på Grenaa Egnsarkiv/Grenaa Bibliotek.


Grenaa’s byfotograf, Frank Pedersen, får i næste uge udgivet sine erindringer på Det Historiske Udgiverværksted i Grenaa.
Af Henrik Dolmer

Forfatteren er ingen ringere end Grenaa’s egen byfotograf, Frank Pedersen, som dermed går i storebroderen Knud Pedersens fodspor. Den nu afdøde Knud »Stik« Pedersen fik nemlig også for år tilbage sine erindringer udgivet via netop Det Historiske Udgiverværksted i Grenaa. Det er dog ikke en ambition, som lillebror Frank nogensinde har båret rundt på, hvilket han da heller ikke lægger skjul på i sit forord til bogen:
– Jeg har aldrig drømt om, endsige tænkt mig, at jeg på et tidspunkt skulle skrive mit livs erindringer. Men efter opfordring prøver jeg på dette alligevel ud fra det gamle ordsprog om, at hvad man i ungdommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer. Jeg er hverken forfatter eller journalist, men prøver ikke desto mindre på, ud fra min gamle hukommelse, at fortælle lidt fra mit efterhånden lange liv - sådan som jeg husker det, og sådan som jeg har oplevet det, skriver Frank Pedersen, der undervejs i skriveprocessen har fået stor hjælp og opbakning af Niels Kjeldsen fra Det Historiske Udgiverværksted.
– Jeg har kendt Frank siden sidst i 80’erne, hvor vi havde et samarbejde omkring det at fotografere byens forretninger både ude og inde, og det samarbejde udviklede sig efterhånden til et venskab. Frank kunne fortælle meget om det gamle Grenaa i almindeligehed og de gamle forretninger i særdeleshed, og det var jo noget, der interesserede mig meget. Frank kunne også skrive, fandt jeg ud af, for hans julekort og breve var omhyggelige og tætskrevne, så jeg overvejede om ikke alt det, Frank kunne huske, burde skrives ned, beretter Niels Kjeldsen, der dog havde sit hyr med at overbevise hr. Pedersen om, at han skulle fare i blækhuset!
– Hans bror, Knud, havde jo skrevet sine erindringer »Mit liv i Grenaa«, og noget tilsvarende mente Frank ikke at kunne klare. Jeg kom så med nogle kommentarer om, at det også var rigtigt, men at han jo bare kunne skrive sine erindringer på sin egen måde. Frank er jo ikke Knud. Frank er Frank! Det gik der noget tid med at diskutere frem og tilbage, men så endelig fik jeg lokket nogle tætskrevne sider ud af ham. De var velskrevne, så jeg pressede på for at få noget mere fra hans hånd. Det gik også fint, indtil nogle venlige og velmenende personer fik overtalt Frank til at installere en computer - for at gøre skrivearbejdet nemmere for ham. Og så gik det helt galt! Den nye teknik drillede Frank i uhørt grad, og de sidste sider er således blevet til med nogen forsinkelse, idet de måtte samles og bygges op via interviews med Frank, fortæller Niels Kjeldsen i bogens forord.
Her retter han også en stor tak til Inge Larsen og Bent Kjeldsen for deres store hjælp omkring tilblivelsen af bogen, der altså udkommer fredag den 4. april i forbindelse med en reception på Grenaa Egnsarkiv.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam