Wellness på Anholt - hvad er nu det for noget? FOF’s skoleleder Lene Fribo forklarer:
– FOF blev kontakte fra øen i efteråret, fordi deres aftenskolevirksomhed var blevet lukket ned. De ville gerne fortsat have nogle fritidsaktiviteter for øens borgere og det var vi jo da klar på. Der er så startet 2 hold op med bevægelse og afspænding - det er de meget glade for. Imidlertid ville de også gerne tilbyde et wellnesskursus på Anholt, og det skulle naturligvis også være for øboere, men så sandelig også for andre fra fastlandet. Det er sat i FOF’s kursusprogram, og der er allerede deltagere på - det ligger jo i tidens ånd, det at gøre noget godt for sig selv. Vi håber at kunne lokke flere til, der ønsker at tage vare på sin egen sundhed og indre velvære, siger Lene Fribo.
– Undervisningen foregår fra fredag den 11. april til søndag den 13. april på Anholt Skole. Der undervises i ernæringslære, motion, massageteknikker og afspænding. Formålet med kurset er at forebygge sygdomme og forbedre livskvaliteten hos den enkelte, udtaler Tine Rytter, som er underviser på kurset og hun lover, at hvis man investerer en weekend - væk fra den moderne, støjende livsstil - så oplever man en masse gode, naturlige, vigtige kilder til et bedre og sundere liv.
Der kan arrangeres overnatning og forplejning ved henvendelse til Anholt Kro eller Anholt Turistforening. Tilmelding til weekenden foregår til FOF på 86 32 55 88 eller f@f-djursland.dk
Kilde: Grenaa Bladet
sof