Grenaa & Anholt Vandforsyning a.m.b.a. afholdte den 27. marts sin ordinære generalforsamling på Helnan Marina Hotel i Grenaa. I sin beretning kom formanden Svend Brandstrup Hansen blandt andet ind på emner som Norddjurs Vandråd, jubilæumsåret 2007 og indsatsplanen for bevarelse af drikkevandskvaliteten i området.
 Her ses driftslederen for Grenaa & Anholt Vandforsyning, Jesper G. Brødsgaard, med en af de drikkevands-fontæner, der blev opstillet i Grenaa by og på Anholt Havn i forbindelse med sidste års vandværks-jubilæum i Grenaa.
|
Af Henrik Dolmer
Som det også fremgik af bestyrelsens beretning sidste år, er Grenaa & Anholt Vandforsyning (GAV) en væsentlig del af NDV (Norddjurs Vandråd). Sammenslutningen af vandværker i Norddjurs Kommune er skabt som vandværkernes fælles organisation i alle forhold, hvor »flere om samme opgave er bedre end alene«.
– GAV fylder meget i dette samarbejde, ikke mindst økonomisk. Hvert vandværk bidrager til arbejdet med økonomi i forhold til tilladt indvinding, og da GAV indvinder lidt mere end halvdelen af den samlede mængde i NDV, kommer økonomien også primært fra Grenaa & Anholt Vandforsyning. Bestyrelsen har besluttet at indgå i samarbejdet, vel vidende, at vi sagtens kunne have klaret os selv. Samarbejdet er dog lærerigt, og kan i sidste ende være til gavn for vores forbrugere, sagde Svend Brandstrup Hansen, hvorefter han kom ind på indsatsplanen for bevarelse af drikkevandskvaliteten.
– Århus Amts indsatsplan for Kastbjerg-Bønnerup fra 2006 ligger stadigvæk og venter på en opfølgning. I bestyrelsen har vi brugt 2007 på at undersøge forskellige muligheder for at efterkomme kravene. I planen pålægges området en reduktion i kvælstoftilførselen 13 kg pr. ha. Det kan blive en stor og kompliceret opgave, ligesom det også kan blive en økonomisk stor opgave. GAV har haft indlæg på bestyrelsesmøderne fra bl.a. Landboforeningen, Statsskovdistriktet Fussingø, medarbejdere fra Miljøcenter Århus, medarbejder fra Vejle Kommune omkring skovrejsning samt et par rådgivningsfirmaer med erfaring på området. Ligeledes er der læst meget på litteraturen for at blive klogere på vores muligheder. Flere steder i Danmark har vandværker lavet dyrkningsaftaler med landmænd for at reducere deres gødningstilførsel på givne arealer, medens man andre steder har opkøbt landbrugsarealer og lavet skovrejsning. Vi har arbejdet med ideen om, at opkøbe arealer og dyrke dem uden gødningstilførsel med energiafgrøder. Bestyrelsen har dog besluttet, at afvente flere ting inden vi skrider til handling. Det vil sige, at der er flere spørgsmål vi gerne vil have svar på, inden vi involverer vores selskab i store økonomiske forpligtigelser, sagde formanden.
Vandplan på vej
De nyetablerede Miljøcentre (for GAV’s vedkommende Miljøcenter Århus) skal udarbejde vandplaner for alle kommunerne, og hvor tidshorisonten er udgangen af 2009. Når planerne er færdiggjorte, skal de enkelte kommuner forestå gennemførelsen heraf inden udgangen af 2015.
– GAV’s indvindingsområde i Vejlby vil dermed også blive undersøgt. Skulle undersøgelsen vise, at der ingen risiko er for nitratudvaskning til drikkevandet her, kunne en mulig løsning være, at flytte en del af vandproduktionen fra Havndal Vandværk (Kastbjerg-Bønnerup) til Vejlby Vandværk. Et andet spørgsmål er, om det indsamlede data-grundlag fra 2003, stadig er det rigtige at arbejde med. Bl.a. hævder landboforeningen, at nitrattilførslen er reduceret siden 2003. GAV har altså valgt at »slå koldt vand i blodet«, da myndighederne ikke udtrykker en høj prioritet for at gennemføre det tidligere Århus Amts indsatsplan her og nu. Vi opfatter dette - uden at det hverken er sagt eller skrevet - som generelt afventende på de nye vandplaner til kommunerne, og kommunernes gennemførelse heraf, sagde Svend Brandstrup.
Sangstrup Vandværk
Som besluttet på sidste års ordinære generalforsamling er Sangstrup Vandværk nu en del af GAV. Hermed går GAV’s forsyningsområde i dag helt til Sangstrup Klint.
Det nævnte formanden også i sin beretning, hvorefter han kort kommenterede situationen på Anholt:
– På Anholt er forsyningen af vand i 2007 foregået uden de store forandringer. Bestyrelsen afslørede fontænen, som er opstillet på Anholt Havn, i sommer. Siden blev der afholdt et »forbrugermøde« med forbrugerne på øen. Der var igen i år en klar positiv forventning til, at selskabet også for fremtiden kan løse opgaven på Anholt tilfredsstillende, sagde formanden.
Jubilæumsåret
– På sidste års ordinære generalforsamling blev der ytret ønske om mere offentlig opmærksomhed på vores fælles forsyningsselskab, og jubilæumsåret var en skræddersyet begivenhed til dette formål. Selvfølgelig skulle jubilæet fejres, og samtidig bruges til at gøre opmærksom på, at vi forbrugere nu selv ejer og driver selskabet Grenaa & Anholt Vandforsyning a.m.b.a. Vi forærede Grenaa by og Anholt drikkevandsfontæner, som nu er opstillet, under en del opmærksomhed. Det er vores opfattelse, at de er blevet godt modtaget og bliver brugt. Begivenheden på Torvet den 7. juni, hvor skuespiller Ole Thestrup afslørede den første fontæne, trak mange mennesker til, og pressedækningen var god. På selve jubilæumsdagen blev der afholdt reception i det gamle vandværk i Anlægget. Selve arrangementet blev lavet i samarbejde med Grenaa Egnsarkiv og Djurslands Museum, og var en god begivenhed. Vandforsynings-historien blev ridset op af Trine Grejsen fra egnsarkivet, og direktøren for Djurslands Museum, Brita Mosdal, supplerede med sjove historier fra gamle dage, berettede Svend Brandstrup Hansen.
Det gamle vandværk i Anlægget vil GAV forsøge at gøre til et Vandets Hus, hvor specielt skoleelever vil kunne komme sammen med deres lærer og få vigtig viden om vandets vej fra det falder som regn til det kommer ud af hanen.
– Vi har ikke planlagt at bruge mange penge på indretning, men vil gerne i samarbejde med de lærere som planlægger elevernes undervisning i Natur og Teknik-faget, gøre en indsats for at stedet kan blive et udflugtsmål, når der skal undervises i hvor vandet kommer fra, og hvordan vi sørger for, at det kommer ud i hanerne derhjemme.
Flere følere fra små vandværker
– I den udstrækning, at det også er til fordel for vore forbrugere, skal vi i GAV være klar til at tage imod andre vandværker, som ønsker en sammenlægning eller samarbejde. Vi har fået flere følere fra små vandværker på området. Den udvikling ligger meget fint i tråd med bestyrelsens strategi for hele tiden at have et selskab i en god udvikling, og som er attraktiv som arbejdsplads. GAV har en størrelse som kan have en organisation, der tilgodeser efteruddannelse og udvikling af medarbejdere. De små vandværker er tit drevet af forbrugerne selv på frivillig basis, og det bliver mere og mere besværligt for bestyrelserne at finde personer, som vil det arbejde. Alene denne udvikling vil præge fremtiden for GAV, sagde GAV-formanden, der afslutningsvis takkede GAV-medarbejderne for indsatsen i 2007.
– Jubilæet var en god ting for os alle, og I leverede en flot indsats. Tak til administrationen. Vi er ved at få rutine i administration og udfordringer i planlægning til at gå op i en helhed. Det har været en lang proces at få en kommunalt drevet forsyningsselskab til at fungere i privat forbrugerejet regi, men det er lykkedes, ikke mindst med baggrund i Jeres indsats. Tak til medarbejderne i marken for et travlt år med mange interne renoveringsprojekter samt eksterne ydelser. Uden Jeres indsats har de mange planer ikke kunnet udføres, sluttede formanden sin og resten af GAV-bestyrelsens beretning.
Regnskabet for 2007 blev godkendt af generalforsamlingen. I budgettet blev der lagt op til en mindre prisstigning i Grenaa på 20 øre pr. m3 og 100 kr. i fast afgift. På Anholt er priserne uændrede.
Der blev også foretaget valg til bestyrelsen. På valg var Ib Havmøller Vernersen og Valdemar Haumand, og begge blev genvalgt for en ny to-årig periode. Anders Lisvad blev valgt som 1. suppleant, mens Mogens Rasmussen opnåede valg som 2. suppleant.
Kilde: Grenaa Bladet
sof