Tak til
 






  
05/05 2023

Koncert med Led Zeppelin Jam i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa!

Helt eksklusivt for det østjyske område kan Kulturhuset Pavillonen i Grenaa på fredag den 25. april kl. 20.00 byde på en koncert med det danske rock-band Led Zeppelin Jam.


Det nærmest legendariske danske cover-band, Led Zeppelin Jam, giver koncert i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa fredag aften den 25. april.
Led Zeppelin Jam er et nærmest legendarisk dansk kopi-band, som spiller cover-versioner af det fantastiske engelske blues-rock-orkester Led Zeppelin’s sange. Led Zeppelin er den 3. mest sælgende rock-gruppe i verden - kun overgået af The Beatles og ABBA. Bandets største hit »Stairway To Heaven« er ubetinget på Top 10-listen over alle tiders rock-klassikere. Bandet udgav sit første album i 1969, og blev opløst i 1980 på grund af trommeslageren John Bonhams død. Blev for nylig kortvarigt gendannet ved en koncert i England, hvor John Bonhams søn, Jason Bonham, i øvrigt sad bag trommerne. Bandets mest fremtrædende medlemmer er/var ubetinget forsangeren Robert Plant og lead-guitaristen Jimmy Page.
Led Zeppelin Jam blev dannet i 1989, og har indtil videre udgivet 3 CD’er og optrådt ved et utal af koncerter og festivaler rundt omkring i Danmark - blandt andet Roskilde Festivalen i 1993. I den vokale forgrund finder man dengang som nu den kendte radio-vært Alex Nyborg Madsen, der også har slået sine folder i nu hedengangne Savage Affair. De øvrige bandmedlemmer i Led Zeppelin Jam er: Ivan Horn (guitar), Henrik Tvede (guitar), Lars Mitch Fischermann (trommer) og Carsten Neumann (bas).
Den 18. december 2000 spillede Led Zeppelin Jam det, der skulle have været deres afskedskoncert i Pumpehuset i København. Men Danmarks kommende konge, kronprins Frederik, der er en stor fan af orkestret, ville det anderledes. I anledning af kronprinsens bryllup med den australske skønhed, Mary Donaldson, blev der den 7. maj 2004 - præcis en uge før brylluppet - afholdt Rock’n Royal i Parken, og efter kronprinsens ønske blev Led Zeppelin Jam inviteret til at optræde. Den store oplevelse i Parken gav drengene mod på mere, og de er således nu tilbage på sporet med koncerter rundt omkring i det ganske land - herunder en enkelt i Pumpehuset i København først på året, hvor kronprinsen jammede med på mundharpe! Og på fredag er det så Grenaas tur. Dog må man nok forvente, at det bliver uden kronprins Frederiks deltagelse...
Billetprisen er 165 kroner, og billetter kan købes i Kulturhuset Pavillonen, i en af Djurslands Banks afdeling eller via www.pavillonen.dk.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam