Tak til
 






  
05/05 2023

Udviklingsplan skal sætte spor for fremtidens pasningstilbud

Hvordan skal fremtidens pasningstilbud se ud i Norddjurs Kommune? – skal vi have Børnebyer? – hvordan ser fremtidens dagpleje ud?


Disse spørgsmål, samt en lang række flere berøres i den udviklingsplan for dagpasningsområdet, som Norddjurs Kommune netop er blevet færdig med.

Overblik over et spændende serviceområde

Målet har været, at der med udviklingsplanen bliver skabt et overblik over dagpasningsområdet, som gør det muligt at forholde sig til fremtidens udfordringer på en overskuelig måde – ikke blot for fagfolk på området – men også for bestyrelser, forældre, politikere og borgere. Med udviklingsplanen er der skabt et godt grundlag for dialog og beslutninger, så der kan sættes pejlemærker for den fremtidige udvikling af dagpasningsområdet.

God inddragelse og en enestående proces

Forløbet i Norddjurs Kommune har været tilrettelagt, så en bred kreds af ledere, organisationer og repræsenter for personale og forældre har spillet ind med input – hvad er det, der rører sig på området? – hvor er udfordringerne? – hvor er der udviklingsperspektiver? Der har været afholdt en række dialogmøder samt et større temamøde i marts måned, hvor der er kommet mange gode bidrag fra ledere, personale og forældrebestyrelser.

”I sammenligning med de forløb, som vi ser i andre kommuner, har man i Norddjurs været i stand til at skabe en enestående proces” udtaler Lars Nielsen, som er BUPL’s repræsentant i den styregruppe, som har fulgt planens udvikling. Dette synspunkt bakkes op af resten af styregruppen, hvor institutionsleder Palle Dausell tilføjer ”at der har været en rigtig god inddragelse undervejs i processen, hvor det færdige resultat også tydeligt viser, at alle ser det som en utrolig styrke, hvis den nuværende mangfoldighed i kommunen kan bevares.” Også FOA’s repræsentant Hanne Lønvig er positiv over for både forløb og den endelige udviklingsplan, hvor hun håber, at indholdet kan videreformidles, så en bredere kreds kan få et indblik i det spændende dagpasningsområde.

”Stafetten” gives videre på et temamøde

Der er lagt seriøsitet og et stort arbejde for at nå det færdige resultat, som nu er klar til offentliggørelse. Det færdige produkt er omfangsrigt, men det vil forhåbentlig ikke afholde nogen fra at være nysgerrig på indholdet. En stor del indeholder beskrivelser af de enkelte institutioner – her kan læseren jo vælge at dykke ned i de områder, man har størst interesse for.

På et temamøde tirsdag den 29. april i Ørum Aktiv Center kl. 19-21 har alle med interesse for dagpasningsområdet mulighed for at høre et spændende indlæg fra professor Steen Hildebrandt, hvor han vil berøre tidens forandringer – herunder nødvendigheden af at udvikle, styrke og bruge alle intelligenser set i et samfundsmæssigt perspektiv.
Temamødet markerer afslutningen på arbejdet med udarbejdelsen af udviklingsplanen, og ”stafetten” bliver også ved den lejlighed overdraget til formand for Børne- og Ungdomsudvalget Erik Hoberg, som bringer den videre til drøftelse og behandling på det politiske niveau.

Grundlaget for en videreudvikling af dagpasningsområdet, er nu til stede og foran står politiske drøftelser, dialoger og høringer. Endnu flere bliver involveret og engageret i den kommende debat om udviklingen af området, såvel forældre, medarbejdere, ledere politikere og samarbejdsparter.
Udviklingsplanen kan ses og downloades fra kommunens hjemmeside www.norddjurs.dk.

Kilde: Norddjurs Kommune

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam