Mads Nikolajsen, SF’s enlige medlem af Norddjurs’ kommunalebestyrelse, afleverede en kommunalpolitisk beretning i forbindelse med SF-Norddjurs’ ordinære generalforsamling i Stenvad Mosebrugscenter den 30. marts. Her kom han blandt andet ind på den medvind, som partiet har p. t. som følge af »Villy-effekten«.
Men beretningen handlede naturligvis først og fremmest om lokalpolitiske ting, og her glædede det blandt andet SF’eren, at det var lykkedes at få vedtaget en skolestruktur, hvor alle folkeskoler bevares, og overbygningerne koncentreres og styrkes. At der indføres sprogstøtte for 2-sprogede børn i dagtilbud. At det er lykkedes af få Kolindsunds fremtid med i kommuneplanarbejdet, og det at få initiativer i gang for letbanetog på Grenaabanen.
– Eksemplerne er helt eller delvis en følge af, at SF har et mandat i kommunalbestyrelsen. På trods af at borgerligt flertal i Norddjurs. På trods af regeringens diktater overfor velfærdspolitikken.
Det er også lykkedes at vise alternativer i form af SF-forslag, selv om de bliver stemt ned. F.eks. nogle ganske beskedne forslag ved sidste budgetbehandling, som alle andre stemte imod:
– Vi kunne opnormere en smule i daginstitutionerne trods dårlig økonomi.
– Vi kunne omfordele og få flere penge til velfærd ved øget grundskyld
– Vi kunne have haft en seniorpolitik, som foreslået af medarbejderne.
Så det er indsatsen værd, at SF har et mandat, og er med i konstitueringsflertallet. For resultaternes skyld. Og fordi der skal markeres alternativer. Det gør andre ikke, sagde Mads Nikolajsen.
Flere mandater
– Nu må vi arbejde målbevidst for, at tilslutningen til SF giver øget styrke ved næste kommunalvalg: Flere mandater og et bedre flertal. Den store medlemstilgang vi får - også lokalt - er i høj grad på grund af landspolitikken og »Villy-effekt«. Men er også anerkendelse af og håndsrækning til SF’s kommunale arbejde. Fastholdes fremgangen for SF, står vi til flere ekstramandater. Tilgangen af medlemmer med postnummer Ørsted og Auning er vigtig, fordi SF er et nyt lokalt parti på Vestdjursland. Men også tilgangen i etablerede SF-områder, Grenaa-området og på Norddjursland, skal vi følge op. Personligt motiveres jeg især af to faktorer: Den opbakning, der kommer fra SF’erne, og den dialog, der er med borgerne i Norddjurs Kommune. Aktiviteter fra lokalbefolkningen er imponerende. Jeg tør slet ikke tænke på kommunen uden. Én aktør skal fremhæves: Handicaprådet. Fordi det består af folk, der har mere at kæmpe med end andre. Dets høringssvar og aktivitet har høj kvalitet, trods korte høringssfrister og svære arbejdsvilkår, sagde Mads Nikolajsen, der afslutningsvis havde en kommentar til partiformanden Villy Søvndals integrations-udmeldinger:
– Nogle var retorisk hårdere, end jeg selv ville vælge. Men vi skal gå på to ben i integrationspolitikken: Vi skal fastholde det sociale, forebyggende sigte og klare retspolitik. Men vi skal også sige fra overfor angreb på demokrati og ligestilling. Den balancegang er ikke kun Villys, men hele SF’s. Vi skal nemlig bekæmpe initiativer, som inspirerer til racisme, fremmedhad og intolerance. Uanset om de kommer fra indvandrermiljøer eller fra Dansk Folkeparti, sluttede Mads Nikolajsen sin kommunalpolitiske beretning på SF-Norddjurs’ generalforsamling i Stenvad Mosebrugscenter 30. marts 2008.
Kilde: Grenaa Bladet
sof